Ars nova

For alternative betydninger, se Ars nova (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ars nova)

Ars nova (lat. for "Ny kunst" eller "Ny teknik") var en stilistisk musikperiode i senmiddelalderen først og fremmest i Frankrig, som omtrent omfatter tiden fra Roman de Fauvel (1310 og 1314) til Guillaume de Machaut som døde i 1377. Af og til betyder det al europæisk polyfonisk musik i 1300-tallet, og kan da også omfatte Francesco Landini som virkede i Italien. Begrebet italiensk ars nova benyttes af og til for at betegne musik af Francesco Landini (1325-1397) og hans landsmænd. Begrebet ars nova betyder "ny kunst" eller "ny teknik", og blev første gang benyttet i en udgivelse af den franske musikteoretiker Philippe de Vitry (ca. 1322).

Ars nova og ars antiqua

Udtrykket ars nova kan benyttes i sammenhæng med et andet begreb, ars antiqua, som er polyfonisk musik ved Notre Dame fra omtrent 1170 til 1320. Mange musikhistorikere henregner ars antiqua til 1200-tallet og ars nova til 1300-tallet.

Til anstød for kirken

Ars nova var kontroversiel for Den romersk-katolske kirke, og musikken blev afvist af pave Johannes XXII. Den monofoniske kirkesang, allerede harmoniseret med enkel organum, var blevet ændret, fragmenteret og skjult under verdslige sange; teksten i kærlighedssange kunne synges til hellige melodier og omvendt. Det var ikke kun polyfonisk musik som fornærmede middelalderens øren, men det at verdslig musik blandede sig med hellig musik og således sneg sig ind i liturgien.