Basketballbold

En typisk basketballbold.

En basketballbold er en kugleformet, luftfyldt bold, der bruges i basketball. Størrelsen af bolden kan gå fra reklame- og legetøjsbolde, der ikke har større diameter end en tennisbold, til særlige træningsbolde, der har lidt større omkreds end den officielle på maksimalt 760 mm.

Næsten alle basketballbolde har en indvendig gummiblære, som kan pustes op, og som er pakket ind i lag af fibre. Det nubrede yderlag består enten af vinyl, gummi, læder eller kunstlæder. Den klassiske basketballbold er lavet af læder, men i konkurrence bruger man i dag normalt en bold af syntetisk eller komposit læder.

De fleste bolde er opdelt i felter ved hjælp af riller, der danner et symmetrisk mønster (se illustration) og som farvemæssigt står i kontrast til resten af bolden. Officielle bolde har orange eller brune felter, men basketballbolde findes i mange forskellige farver.

Bolde af læder og kunstlæder er normalt lavet til indendørs brug, idet de fleste udendørs belægninger slider meget på den type bolde, mens gummibolde er mest egnede til udendørs brug. Nogle bolde er lavet af et syntetisk materiale, som gør dem egnede til både indendørs og udendørs brug, de er typisk mærket Indoor/Outdoor. Før man kan bruge en læder- eller kunstlæder-bold i kamp skal den være let brugt, da den fra ny normalt er meget glat i overfladen.

Da en basketballbold får en del stød, når man dribler eller skyder den mod kurven, skal den være holdbar. Samtidigt skal den være let at gribe og holde fat i.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search