Borg

For alternative betydninger, se Borg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Borg)

En borg er en type befæstet struktur, som blev bygget i middelalderen primært af adelen eller kongehuset samt af ridderordener. Forskere betragter normalt en borg som en privat befæstet bolig for en herre eller adelsmand. Dette adskiller sig fra en herregård, et palads eller en villa, hvis formål udelukkende var til fornøjelse (eng. pleasance) og som ikke primært var forsvarsværker, selvom de godt kan være befæstede.^[a] Brugen af begrebet har varieret over tid og er nogle gange også blevet anvendt om strukturer som voldsteder og hjem fra 1800- og 1900-tallet, der var bygget til at ligne borge. I løbet af middelalderen, hvor egentlige borge blev bygget, antog de mange forskellige former og egenskaber, selvom nogle, såsom ringmure, skydeskår og faldgitter, var almindelige.

Borge i europæisk stil opstod i 800- og 900-tallet efter Det Carolingske Rige fald, hvilket førte til, at dets territorium blev opdelt mellem individuelle hertuger og fyrster. Disse adelige byggede borge for at kontrollere det omkringliggende område, og borgene fungerede både offensivt og defensivt: de udgjorde en base, hvorfra man kunne iværksætte plyndringstogter, samtidig med at de tilbød beskyttelse mod fjender. Selvom deres militære oprindelse ofte fremhæves i borgforskning, fungerede disse bygninger også som administrative centre og magtsymboler. Borge i byområder blev brugt til at kontrollere den lokale befolkning og vigtige færdselsårer, mens borge på landet ofte var placeret nær elementer, der var afgørende for lokalsamfundets liv, såsom møller, frugtbar jord eller en vandkilde.

Mange nordvesteuropæiske borge blev oprindeligt bygget af jord og træ, men fik senere deres forsvar udskiftet med sten. Tidlige borge udnyttede ofte naturlige forsvarsmekanismer og manglede træk som tårne og skydeskår, og de var i stedet afhængige af et centralt keep. I slutningen af 1100-tallet og 1200-tallet opstod en mere videnskabelig tilgang til borgforsvar. Dette førte til en udbredelse af tårne med fokus på flankerende beskydning. Mange nye borge fik en polygonal udformning eller benyttede koncentrisk forsvar – flere forsvarslag indeni hinanden, som alle kunne fungere samtidig og dermed maksimere borgens ildkraft. Disse ændringer i forsvarsarkitektur er blevet tilskrevet en blanding af borgteknologi fra korstogene, såsom koncentriske befæstninger, og inspiration fra tidligere forsvarsværker, såsom romerske forter. Ikke alle elementer i borgarkitekturen var dog militære; nogle, som fx voldgrave, udviklede sig fra deres oprindelige forsvarsformål til at blive symboler på magt. Nogle storslåede borge havde lange, snoede indgange, der var designet til at imponere og dominere landskabet.

Selvom krudtet blev introduceret i Europa i 1300-tallet, havde det ikke nogen væsentlig indflydelse på borgbyggeri før 1400-tallet, hvor artilleri blev kraftigt nok til at gennembryde stenmure. Borge blev stadig opført helt ind i 1500-tallet, men nye teknikker til at modstå forbedret kanonild gjorde dem ukomfortable og uønskede som boliger. Som følge heraf gik egentlige borge af mode og blev erstattet af artilleribefæstninger som stjernefæstninger, der ikke havde nogen civil administrativ funktion, og af châteauer eller landsteder, som ikke var til at forsvare. Fra 1700-tallet og fremvoksede en ny interesse for borge med opførelsen af kunstige borge som led i en romantisk genoplivning af gotisk arkitektur, men de havde ikke nogen militær funktion.
Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler