Brandslukning

Brandslukning omhandler dels selve det at fjerne ilden, men emnet indbefatter også den store viden man skal tilegne sig for at kunne bekæmpe ild effektivt og sikkert.

I det daglige kan (og bliver) mange brande stoppet i tide af civile uden brandmæssig uddannelse eller endda af teknik uden menneskelig indblanding.

Sidstnævnte skyldes primært opfindelsen af sprinkleranlægget, der ved en temperatur på ca. 69 °C (afhængig af model) tænder for en eller flere spredere monteret på vandrør. Herved spredes hurtigt store mængder vand i hele lokalet eller området. Vand har en stærkt kølende effekt, og bruges til stort set alle slukningsopgaver. Af andre slukningsmidler kan dog nævnes CO₂ (kvælende effekt), kemisk (anti-katalytisk effekt), pulver (kvælende effekt), brandtæpper (kvælende effekt) og skum (kvælende effekt) – hvor sidstnævnte ofte bruges ved en væskebrand, samt trafik- og flyulykker. Der findes også apparater til specifikke slukningsopgaver som branddasker, der er fremstillet til slukning af græs- og hedebrande.

For at kunne slukke ild er det grundlæggende nødvendigt at kende brandtrekanten, et udtryk indenfor brandslukning: De tre påvirkninger ilt, tilstrækkelig varme og brændbart materiale er trekantens tre sider. Er trekanten hel, opstår en brand. Fjernes en del, slukkes branden.

Man skal herfra vurdere. hvad der er nemmest og sikrest. Er det hurtigere at køle med vand, at fjerne materialet eller at kvæle ilden med et tæppe? På et høloft er det ofte en god idé at fjerne så meget hø som muligt til et tyndt lag på jorden, da ilden nemt kan ulme på bunden af bunken uden for vandets rækkevidde. Er der ild i et oliekar, er det svært at fjerne materialet, og vandet synker til bunds under den brændende olie. Her er det bedst med skum, der forhindrer ilt i at komme til olien, hvorved ilden kvæles.