Bronzesoldaten

Aljoša på forsvarets kirkegård (Kaitseväe kalmistu) juni 2007

Bronzesoldaten (estisk: Pronkssõdur, russisk: Бронзовый солдат), oprindelig "Monumentet for befrierne af Tallinn" (estisk: "Tallinna vabastajate monument", russisk: "Монумент освободителям Таллина"), i folkemunde kaldet Aljoša, er et sovjetisk mindesmærke over dem, der døde ved den sovjetiske besættelse af Estland i 1944, kort før 2. verdenskrigs afslutning.

Monumentet blev indviet den 22. september 1947. Det omfatter en 2 meter høj statue af bronze af en soldat i Den røde Hærs uniform med let spredte ben, sin hjelm i hånden og bøjet hoved foran en murvæg af dolomit. Monumentet var oprindelig (indtil 2007) opstillet i en lille park kaldet "Frihedens plads" (estisk: Vabaduse Väljak) på højdedraget Tõnismägi (oversat: Tõnisbjerg) i den vestlige del af det centrale Tallinn på et sted, hvor angiveligt de døde kroppe af et antal sovjetiske soldater blev begravet i april 1945.

I april 2007 blev monumentet flyttet til en nærliggende soldaterkirkegård af den estiske regering (estisk: Vabariigi Valitsus) og resterne efter de på stedet begravede blev opgravet, ligene identificeret og tilbudt slægtninge selv at lade begrave på en kirkegård i Estland eller Rusland, hvis der måtte være ønske om dette. Begrundelsen for flytningen af monumentet og de begravede var flere, herunder det uhensigtsmæssige i tilfældige begravelser uden for de dertil udpegede kirkegårde samt hensynet til den offentlige orden, idet monumentet var blevet et sted for gentagne mere eller mindre voldelige sammenstød mellem sovjet-russofile (se nedenfor) på den ene side og nationalistiske estere på den anden, hvilket hang sammen med den uens opfattelse af begivenhederne omkring Den røde Hærs indtrængen i Tallinn i 1944: for de sovjet-russifile symboliserede dette sejren over nazismen, for esterne besættelsen af deres land. Omflytningen gav anledning til sammenstød mellem sovjet-russofile og nationalsindede estere dels i Estland, dels i Rusland, hvor den estiske ambassade og den estiske ambassadør gentagne gange blev udsat for trusler af ulige art.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search