Cubakrisen

Cubakrisen er en betegnelse for de 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen gensidigt fremsatte trusler om at anvende atomvåben om nødvendigt. Krisen var kulminationen på Den Kolde Krig, og antagelig det tætteste verden nogensinde har været på en atomkrig mellem de to atommagter.^[1]

Krisen opstod, efter at USA havde opstillet atombevæbnede missiler i Tyrkiet og Italien, og som et svar herpå påbegyndte Sovjetunionen opstillingen af en række raketanlæg til fremførsel af mellemdistance-raketter. Fuldt operationsdygtige ville disse raketter kunne nå Washington D.C. og en række andre strategiske mål i USA. Krisen stod på fra den 16. oktober 1962, hvor de sovjetiske missilinstallationer på Cuba blev identificeret, og 13 dage frem til den 28. oktober 1962, da den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov bekendtgjorde, at installationerne på Cuba ville blive demonteret.

Det er en myte i dansk sammenhæng, at Danmark spillede en afgørende rolle i Cubakrisen ved at advare USA om transporten af mellemdistanceraketter til Cuba med observationer fra Langelandsfortet i oktober 1962 af russiske skibe i Storebælt. Dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste viser ganske vist, at USA fulgte skibstrafikken mellem Sovjetunionen og Cuba tæt i sommeren og efteråret 1962, bl.a. baseret på efterretningerne fra Danmark. Men alt tyder på, at amerikanerne i oktober 1962 var mest optaget af at følge de sovjetiske skibe, der befandt sig nær ved den blokadelinje omkring Cuba, som USA fastsatte under Cubakrisen. Der er således intet i den omfattende internationale forskningslitteratur om Cubakrisen, som tyder på, at særligt de danske observationer fik nogen væsentlig, endsige afgørende betydning for Cubakrisens forløb eller afblæsning. ^[2]

1. ^ Gaddis (2005), s. 104
2. ^ Cubakrisen 1962 og Danmark, Marinehistorisk Tidsskrift, Årg. 51, nr. 2 (maj 2018), s. 22-30.-->