Danmarksmesterskab (fodbold)

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
For alternative betydninger, se Danmarksmesterskab (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Danmarksmesterskab)
Danmarksmesterskabet i fodbold har været arrangeret under DBU siden 1912/13

Danmarksmesterskabet i fodbold er der blevet spillet om siden sæsonen 1912/13. I København havde man siden 1889/90 afviklet Fodboldturneringen og Københavnsmesterskabet, men vinderne af disse turneringer regnedes ikke for danske mestre.[kilde mangler] Efterhånden som fodboldspillet blev mere og mere udbredt i landet, voksede ønsket om et nationalt mesterskab, som DBU altså indførte i 1912 under navnet Landsfodboldturneringen.

I begyndelsen blev mesterskabet afgjort som et slutspil mellem vinderen af Københavnsmesterskabet og vinderen af Provinsmesterskabsturneringen, men fra og med sæsonen 1927/28 oprettede DBU Danmarksturneringen som en landsdækkende turnering, der siden har afgjort mesterskabet. De første to sæsoner var holdene opdelt i fem kredse, hvor vinderne mødtes i en slutrunde. Fra 1929 spillede de bedste hold i en samlet landsdækkende række med navnet Mesterskabsserien. I 1945 ændrede den bedste række navn til 1. division. Der uddeles guld-, sølv- og bronzemedaljer til nummer et, to og tre.

Siden 1991 har turneringens bedste række heddet Superligaen. Superligaens navn har som følge af sponsorer midlertidigt haft andre navne (Coca-Cola Ligaen (1995/96), Faxe Kondi Ligaen (1996/97-2000/01), SAS-ligaen (2001/02-2009/10), Alka Superligaen (2015/16 - 2018/19) og 3F Superliga (fra 2019/20).

Indtil slutningen af 1970'erne var mesterskabet kun åbent for amatørspillere, og bl.a. den tidligere fodboldspiller Harald Nielsen prøvede at overtale DBU til at indføre professionel fodbold i Danmark. Da han ikke havde held med det, forsøgte han i 1977 sammen med Helge Sander at oprette en alternativ, professionel liga, Dansk Professionelt Fodboldforbund. Det lykkedes ikke, men det rystede DBU så meget, at der blev indført betalt fodbold i Danmark fra 1978.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search