ELIZA

ELIZA er et tidligt computerprogram til behandling af naturligt sprog udviklet mellem 1964 og 1966 på MIT Artificial Intelligence Laboratory af Joseph Weizenbaum.^[1] Programmet blev skabt til at demostrere det overfladiske i kommunikationen mellem menneske og maskine, idet ELIZA simulerede en samtale ved brug af mønstergenkendelse og metodisk subsitution, som gav brugeren en oplevelse af at blive forstået af maskinen, til trods for at programmet ikke havde nogen forståelsesramme for miljø og hændelser.^[2] Programmets interaktion blev styret af 'scripts' (programstumper), oprindeligt skrevet i sproget SLIP, som gave ELISA mulighed for at behandle input og give svar i henhold til reglerne indeholdt i disse scripts. Det mest kendte script, DOCTOR, simulerede en psykoterapeut og anvendte regler, som ledte til ikke-ledende spørgsmål afledt af brugerens input. ELISA var således en af de første chatbots, men blev også anset for at være et af de første programmer med mulighed for at bestå Turing-testen.

ELIZA's skaber, Weizenbaum, anså programmet for at være en demonstration af det overfladiske i kommunikation mellem menneske og maskine, men blev overrasket over, hvor mange, som tilskrev programmet menneske-lignende følelser - herunder hans egen sekretær. Mange akademikere troede, at programmet ville være i stand til at påvirke mange mennesker positivt, især dem med psykologiske udfordringer, og at det kunne bistå læger i behandlingen af patienter. Skønt ELIZA kunne deltage i en dialog, kunne den ikke konversere med egentlig forståelse. Mange af de tidlige brugere var dog overbeviste om ELIZA's intelligens og forståelse, trods Weizenaums insisteren på det modsatte.

ELIZA er navngivet efter figuren Eliza Doolittle fra skuespillet Pygmalion eller musicalen My Fair Lady, hvor arbejderpigen Eliza bliver tillært et overklassesporg.

1. ^ Joseph Weizenbaum: ELIZA—a computer program for the study of natural language communication between man and machine i Communications of the ACM, vol. 9 (1966), pp. 36-45.
2. ^ Paradigms of Artificial Intelligence Programming, Peter Norvig, New York 1992, ISBN 1-55860-191-0, pp. 151–154|