Eksistentialisme

Eksistentialisme er en retning inden for filosofi, der især er repræsenteret af de to franske filosoffer og forfattere Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.^[1] Hovedideen er, at mennesket ikke er bestemt af arv og miljø, men skaber sig selv gennem sine valg.^[2]

Eksistentialismen kan forstås som en underafdeling af den bredere eksistentielle filosofi, der blev etableret af Søren Kierkegaard.^[3] Ved selve begrebet ‘eksistentialisme’ forstår man derfor kun den særlige tilgang, der blev grundlagt af Jean-Paul Sartre og videreudviklet af Simone de Beauvoir.^[4] Samtidige filosoffer som franske Albert Camus afviste at tilhøre eksistentialismen og lagde afstand til dens grundtanker.^[5] Tilgangen fik dog en stor udbredelse i efterkrigstiden og påvirkede blandt andre den danske forfatter Peter Seeberg^[6] og den danske teolog Johannes Sløk.^[7]

Eksistentialismen havde sin storhedstid i 1940’erne og 1950’erne,^[8][9] hvorefter den døde ud som filosofisk og litterær retning. Der er ikke udgivet væsentlige eksistentialistiske værker siden 1950’erne. De oprindelige værker har dog bevaret en vis betydning helt op til i dag.

1. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet :1
2. ^ Warnock, Mary. The Philosophy of Sartre(London, 1965).
3. ^ Paw Amdisen, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (2009). At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag
4. ^ For forskellen på eksistensfilosofi og eksistentialisme henvises til Peter Kemps artikel “Farvel til eksistentialismen – leve eksistensfilosofien!ogen” i bogen “At tænke eksistensen”, Aarhus Universitetsforlag. Kierkegaard, Nietzsche og Merleau-Ponty er fx ikke en del af eksistentialismen, og Albert Camus var modstander af eksistentialismen.
5. ^ Camus 2014
6. ^ Holst 2003
7. ^ Sløk 2009
8. ^ Little, A. (1946). Existentialism and the New Literature. Studies: An Irish Quarterly Review, 459-467.
9. ^ https://link.springer.com/referenceworkentry/10.1007/978-1-4020-8265-8_1601