Energi

Lynnedslag er en gnist, hvilket er ioniseret luft og derfor er en midlertidig plasmakanal. Den elektriske strøms afsatte energi i plasmaet omsættes til varme, mekanisk energi (luftmolekylernes bevægelse), akustisk energi, røntgenstråling, gammastråling og lys.

Energi kommer fra græsk εν = "i" og εργον = "arbejde". I hverdagssproget betegner energi legemlig og åndelig kraft. I fysikken betegner energi evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget. På grund af energibevarelse kan energi omdannes fra en form til en anden, men hverken opstå ud af ingenting eller tilintetgøres. Den samlede energi i universet er således konstant.

Energi er et abstrakt begreb som vanskeligt lader sig definere præcist. Det har imidlertidigt vist sig at være meget nyttigt at operere med størrelsen energi når man skal beskrive de processer der forløber i et fysisk system. Der omsættes bl.a. energi ved temperaturændringer og overgange mellem tilstandsformer, når en genstand deformeres eller ændrer beliggenheds- eller bevægelsestilstand, i forbindelse med emission og absorption af elektromagnetisk stråling, og når atom- eller kernefysiske reaktioner forløber.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search