Etnologi

Etnologi, (fra græsk ethnos, folk, og logia, lære) er læren eller videnskaben om forskellige kulturelle manifestationers oprindelse og udbredelse i tid og rum.[1][2] Etnologien ser med andre ord på enkelte sider af den materielle eller åndelig folkekultur og søger dels at bestemme dennes oprindelse og udbredelse, dels at foretage sammenligninger mellem dennes forskellige manifestationer med henblik på at bestemme fælles træk og særtræk. Gennem sådanne studier søger etnologien at nå frem til forståelse af de enkelte kulturelle manifestationers spredning og at nå frem til love eller regler for denne udvikling. Derved adskille den sig fra etnografi, der lægger vægten på beskrivelsen af forholdene hos de enkelte folkeslag. Den klassiske etnologi anlægger et verdensomfattende perspektiv mens en variant heraf, folkelivsforskningen, lægger vægten på regionale variationer og fordelingsmønstre internt i enkelte lande.

Etnologien er som disciplin nært beslægtet med antropologi, folkloristik, og kulturhistorie, i en dansk kontekst er etnologi ofte nært beslægtet med indsamlingen af folkeminder og studiet af skiftende tiders folkeliv. I Danmark omdøbtes institut for Materiel Folkekultur til institut for Europæisk Etnologi, da Bjarne Stoklund tiltrådte som professor.[3] I Danmark adskiller etnologien sig tillige fra antropologien ved at have hjemme blandt de humanistiske fag snarere end de samfundsvidenskabelige - det skyldes dels tradition og dels etnologiens fokus på kulturhistoriske elementer snarere end sociologiske, omend etnologien i de seneste år har haft et stort fokus på nutidigt hverdagsliv, herunder de sociologiske og antropologiske perspektiver på det. I Norge er betegnelsen etnologi blevet udskiftet til fordel for betegnelsen "kulturhistorie".[4] I engelsk sprogbrug er "ethnology" normalt bare et andet ord for antropologi (især det sammenlignende studie af socialantropologi og materiel kultur).

I Danmark kan man uddanne sig som etnolog på Københavns Universitet gennem Europæisk Etnologi.

  1. ^ Birket-Smith (1948), s. 22
  2. ^ Vahl og Hatt (1922), s. 102
  3. ^ ""Bjarne Stoklund 1928-2013" (Kulturstudier Nr. 1, 2013)". Arkiveret fra originalen 19. september 2016. Hentet 19. september 2016.
  4. ^ "Kulturhistoriker / kulturviter | utdanning.no". Arkiveret fra originalen 3. august 2020. Hentet 19. september 2016.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search