Fanservice

Fanservice (ファンサービス, fan saabisu), også stavet fan service eller fan-service, er et begreb, der bruges i forbindelse med visuelle medier (ofte japanske men ikke kun) om elementer, der er uvæsentlige for den primære historie men beregnet til at more og vække interesse hos publikum. Det kan bl.a. dække over letpåklædte piger, tilbagevenden af vellidte bifigurer og hilsner til andre medier, alt jf. ordsproget "Giv folk, hvad folk vil have."

Derimod bruges begrebet ikke i sammenhænge, hvor den pågældende ting er at forvente. Nøgne og letpåklædte personer er f.eks. grundlæggende elementer i pornofilm og hentai og er derfor ikke fanservice. Det er det derimod, hvis filmens overordnede tema og bærende elementer er noget andet f.eks. krimi eller komedie. Men derfor kan en film eller serie alligevel godt være skrevet helt eller delvist netop med henblik på at komme hen til scener med fanservice.

Begrebet fanservice forbindes oftest med scener hvor figurer fremstilles nøgne eller let påklædte. Men som det fremgår nedenfor dækker begrebet – om end ikke altid identificeret som sådan – også over flere andre og aldeles uskyldige områder, alt i ordets bogstaveligste betydning: "service for fans". Og på japansk har ordet service da også en betydning i stil med "en uopfordret handling for at tiltrække og holde på kunder" og kan da også bruges om så uskyldige ting som butikkers udsalg.[1] Mens det i den danske betydning for eksempel kan foranledige en fodboldklub til at benytte fanservice som overskrift for aldeles jordnære ting som hvornår næste kamp er.[2] Disse sidste betydninger falder dog udenfor nærværende artikels emne.

  1. ^ "Anime Kita – Hentai til træf". Arkiveret fra originalen 16. juni 2008. Hentet 29. marts 2009.
  2. ^ Eksemplet hentet fra Boldklubben KR70 – Opslagstavlen Fanservice (Webside ikke længere tilgængelig)

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search