Fransk opera

Fransk opera er fransksprogede operaer og operaer af franske komponister. Den franske opera er en af Europas vigtigste operatraditioner, som omfatter værker af komponister som Rameau, Berlioz, Bizet, Debussy, Poulenc og Olivier Messiaen. Mange udenlandske komponister har også spillet en rolle for den franske tradition, herunder Gluck, Cherubini, Rossini, Meyerbeer, Offenbach og Verdi.

Den franske operatradition begyndte ved kong Louis XIVs hof med Jean-Baptiste Lullys Cadmus et Hermione (1673), selv om der havde været forskellige eksperimenter med operagenren i Frankrig før da. Lully og hans librettist Quinault skabte en form, de kaldte tragédie en musique, en form hvor dans, musik og korsang var særligt fremtrædende.^[1] Lullys vigtigste efterfølger var Rameau. Efter Rameaus død blev tyske Gluck overtalt til at skabe seks operaer til scenen i Paris i 1770'erne. Gluck var påvirket af Rameau, men søgte et mere forenklet udtryk med større fokus på dramaet. I midten af det 18. århundrede var en anden genre blevet stedse mere populær i Frankrig: Det drejede sig om opéra comique, hvor arier vekslede med talt dialog.^[2] Fra 1820'erne aftog smagen for Glucks operaer i til fordel for værker af Rossini. Rossinis Guillaume Tell var med til at bane vejen for en ny operagenre, grand opéra, en form, hvis mest berømte eksponent var Giacomo Meyerbeer.^[3] Den lettere opéra comique var dog stadig meget populær som fortolket af komponister som Boieldieu, Auber og andre. En komponist som Hector Berlioz havde derfor svært ved at trænge igennem; hans episke mesterværk Les Troyens, der var kulminationen på den gluckske tradition, opnåede ikke at blive spillet i en komplet forestilling i de første hundrede år efter at Berlioz havde skrevet den.

Anden halvdel af det 19. århundrede blev domineret af Jacques Offenbach og den nye operettegenre med vittige og kyniske værker som Orphée aux enfers.^[4] Charles Gounod fik en enorm succes med Faust,^[5] og Bizet komponerede Carmen, der nok er den mest berømte franske opera af alle. På denne tid føltes Richard Wagners musik som en udfordring til den franske tradition. Det måske mest interessante svar på Wagner var Claude Debussy, hvis unikke operamesterværk var Pelléas et Mélisande (1902).^[6] Ravel, Poulenc og Messiaen er også franske navne fra det 20. århundrede, der er værd at bemærke.

1. ^ Orrey p.34.
2. ^ Orrey p.45.
3. ^ Orrey p. 153.
4. ^ Orrey, p. 204.
5. ^ Orrey p.154.
6. ^ Se Orrey, p. 216: "A unique distillation of the essence of Wagner".