Geronimo

Goyathlay eller Geronimo
Apache høvding Geronimo og hans krigere i 1886

Geronimo eller Goyathlay ("Han der gaber") 16. juni 182917. februar 1909) var en berømt høvding for apache-stammen chiricahua.

Geronimo blev født i et område, der nu svarer til delstaten New Mexico i USA og en del af det nordlige Mexico, men dengang betragtede de oprindelige amerikanere området som deres land. Geronimo voksede op som en respekteret medicinmand og en fuldbåren kriger, der kæmpede mange slag mod mexicanske tropper. Civile bander massakrerede nogle af hans slægtninge i 1858, hvilket skabte et had i Geronimo mod mexicanere resten af hans liv. Det var disse modstandere, der gav ham navnet "Geronimo", som er den spanske form for navnet på kirkefaderen Hieronymus (= Jeronimus).

Geronimo kæmpede mod et voksende antal hærenheder fra både Mexico og USA og blev kendt for sit vovemod og evne til at undslippe tilfangetagelse. Hans krigere skulle blive de sidste af en større enhed, som nægtede at anerkende den amerikanske regering i de vestlige territorier. Den 4. september 1886 afsluttedes en æra, da Geronimo overgav sig til militæret og blev sendt i fangelejr i Florida.

I 1894 blev han flyttet til Oklahoma, hvor han på sine gamle dage blev en berømthed på markeder og lign. Han deltog også i ceremonien, da Theodore Roosevelt blev indsat som præsident i 1905, men fik aldrig tilladelse til at returnere til sin fødeegn – stik mod indgåede aftaler.

Geronimo døde af lungebetændelse i Fort Sill, Oklahoma.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search