Han-dynastiet

Han-dynastiet (漢朝) var et af Kinas længstvarende og mægtigste dynastier, som, bortset fra Xin-dynastiet under Wang Mangs interregnum (9 – 23 e.Kr.), havde magten fra 206 f.Kr. til 220 e.Kr. Dette dynasti har givet navnet til hankineser, det vil sige den befolkningsgruppe, som udgør flertallet af befolkningen i dagens Kina. Under Han-dynastiet blev konfucianismen statsreligion, og Kinas indflydelse blev udstrakt til Vietnam, Centralasien, Mongoliet og Korea.

Han-dynastiet inddeles i det vestlige eller ældre Han-dynasti (202 f. Kr. — 9 e. Kr.) og det østlige eller yngre Han-dynasti (23—220 e. Kr.).^[1] Det vestlige residerede i Chang'an (det nuværende Xi'an), det østlige i Luoyang (i provinsen Henan).^[1]

Han-dynastiet, grundlagt af Liu Bang (som kejser Gaozu), fyrste af Han, regnes for Kinas første nationale dynasti og betegner Kinas klassiske, i mange henseender mest blomstrende og lykkeligste periode. "Sønner af Han" har kineserne, navnlig i Nord-Kina, kaldt sig ind til nyere tid. I Han-dynastiets tid blev Konfutse den af staten anerkendte, næsten hellige autoritet for alt stats- og privatliv. Under Han blev Kina en bureaukratisk styret embedsstat, hver mand af folket havde muligheden for ad eksaminernes trinstige at nå de højeste værdigheder og embeder.^[1]

Han-dynastiets betydeligste hersker var kejser Wudi (141—87 f. Kr.), under hvem Kina udvidedes ved kolonisation i stor stil syd for Yangtze-floden og ved erobringer vest på i Turkestan.^[1]

Virkningen af den kulturelle forbindelse med Indien over Indo-Skythien og Turkestan viser sig også i Kinas religionshistorie. Under kejser Míngdì (57—75 e. Kr.) indførtes buddhismen i Kina; kejseren siges selv i sit 3. regeringsår at have sendt bud til Indien efter buddhistiske præster og bøger.^[1] Míngdì fortsatte energisk udvidelses-politikken i Centralasien; hans hærfører Ban Chao nåede på sine erobringstog mod vest det Kaspiske Hav, hvorfra han forberedte et angreb på Romerriget.^[1] I året 166 kom til det kinesiske hof en sendefærd af syrisk-romerske købmænd, der menes udsendte af kejser Antun (Marcus Aurelius), en af de få lejligheder, hvor romere og kinesere er kommet i direkte personlig forbindelse. Betegnende for Han-tidens Kina er dets livlige samkvem med den omliggende verden i modsætning til senere tiders isolation. De sidste Han-kejsere var svage skyggefyrster, under hvem centralregeringen mistede enhver myndighed, mens hærførere og statsmænd stredes om magten.^[1]

1. ^ ^{a b c d e f g} Salmonsen, s. 786