Heinrich Steffens

Alligevel knytter den chokvirkning forelæsningerne fremkaldte, sig til et andet træk ved dem (end at menneskeheden var på vej ind i en mørk fremtid, hvor lyset dog til sidst ville gå op igen). De oprettede en ny myndighed. Mens hidtil åndelig myndighed havde knyttet sig til statens institutioner, så blev det nu, revolutionært, hævdet at enkeltpersonen er den egentlige højeste myndighed og alles overformynder. Geniet, der i sit ubevidste væsen røres og styres af verdensånden, blev gjort til den sande autoritet, en vejviser og et orakel, hvori fremtiden sprang.

I dette var der begyndelse til meget. Der var blandt andet begyndelsen til den kulturopløsning, som først senere tog alvorligt fart og som langsomt skulle afsnøre de humane og religiøse emneområder og deres lokale genier fra samfundets øvrige virksomhedsområder. Men på kortere sigt var virkningen den modsatte: ordet geni skabte hvad det udsagde. Det var forbundet med et frigørelsesgreb som direkte berørte den enkelte tilhører og utvivlsomt var forelæsningernes stærkeste virkemiddel: appellen til det ubevidste. De, der havde tugtet sig selv med borgerdyden, mådeholdet og den lille fornuft, kunne i forelæsningerne høre sig opfordret til at overgive sig til instinkterne og anelserne som til Gud selv og lade deres tilbageholdte følelser strømme over alle gamle grænser. Ved dette råd og ved den næsten teologiske tolkning af rådet blev Steffens snarere end en lærer en magisk frigører – af genialitet og selvfølelse, af store syner og svævende fantasier, af sympatien for alt det umiddelbare, det barnlige, det folkelige og de naivere tidsaldre. ...
Om Grundtvig og Oehlenschläger gælder det, at Steffens gav dem et nyt omverdensbillede, der dog ret hurtigt fortrængtes igen eller omarbejdedes fuldstændigt. Men samtidig med dette omverdensbillede skaffede de sig ved ham en ny identitet, som de bevarede til deres død.
Ved denne personlige virkning blev Steffens en betydningsfuld skikkelse i den danske litteratur. Hans filosofi derimod altså det tilværelsesbillede, han skitserede i sine kompendiumtætte forelæsninger, er mindre Steffens, end det er en spejling af og et hastigt overblik over tanker, der også i mange andre skikkelser var på vej mod Danmark.