Islams historie

Islams historie omhandler den politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og teologiske udvikling i den muslimske verden. De fleste historikere mener, at islam opstod i Mekka og Medina i begyndelsen af det 7. århundrede.^[1] Ifølge islam begyndte religionen dog ikke med Muhammed, men var den oprindelige tro hos andre personer, som opfattes som islams profeter, som Jesus, David, Moses, Abraham, Noa og Adam.^[2][3]

I 610 begyndte Muhammed at modtage, hvad muslimer opfatter som åbenbaringer fra Gud. Muhammed samlede en del tilhængere i byen Mekka, men måtte i 622 flygte til Medina på grund af forfølgelser fra andre. Senere vendte han og hans tilhængere dog tilbage til Mekka i spidsen for en sejrrig hær. Efter Muhammeds død indledte hans efterfølgere en stor militær ekspansion og erobrede store landområder i Mellemøsten og Nordafrika. I samme periode blev muslimerne delt i sunni- og shia-muslimer som følge af uenighed om, hvem der var de rette arvtagere efter Muhammed som ledere af den muslimske umma. Denne opdeling eksisterer fortsat i nutiden.

I det 8. århundrede strakte de islamiske områder sig fra Spanien i vest til Indus i øst. Stater som umayyade-kalifatet (i Mellemøsten og senere i Cordoba), Abbaside-kalifatet, Fatimide-kalifatet og mameluk-riget var blandt verdens vigtigste magtcentre. Den islamiske guldalder i 800-900-tallet frembragte mange betydende videnskabsmænd og filosoffer.

Tidligt i 1300-tallet fik Delhi-sultanatet magten over den nordlige del af det indiske subkontinent. I det 13. og 14. århundrede svækkede den sorte død og de ødelæggende mongolske invasioner gradvis de traditionelle islamiske magtcentre, men i den tidlige moderne periode skabte det osmanniske rige, safavideriget og stormogulernes Indien nye stormagter. Efterhånden blev disse tre magter dog alle trængt i defensiven af de forskellige vestlige magters teknologi og militære styrke. Gennem 1800- og 1900-tallet blev det meste af den muslimske verden underlagt vestens stormagters indflydelse eller direkte kontrol. Bestræbelserne i løbet af de sidste par hundrede år på at opnå uafhængighed og bygge moderne nationalstater præger stadig i vidt omfang de historiske muslimske lande.

Siden starten af 1800-tallet har den idepolitiske debat indenfor islam således i høj grad handlet om, hvordan man skulle forholde sig til den europæiske modernitet. Problemstillingen medførte fremkomsten af en islamisk reformisme, der forsøgte at modernisere de islamiske samfund og tilpasse dem en moderne fremskridtstro. I det 20. århundrede blev reformismen til modernismen, hvor muslimske tænkere argumenterede for, at et moderne sekulært samfund var fuldt legitimt og endda påkrævet af den islamiske religion. Samtidig blev også en modsatrettet fundamentalistisk strømning efterhånden stærkere, der står for en mere konservativ og traditionel tilgang. I de sidste 40 år har denne islamiske fundamentalisme (islamisme) oplevet et stærkt opsving, hjulpet på vej af politiske hændelser som den iranske revolution i 1979 og af, at nogle af de olierige arabiske nationer er wahhabitiske.^[4]

1. ^ Watt, William Montgomery (2003). Islam and the Integration of Society. Psychology Press. s. 5. ISBN 978-0-415-17587-6.
2. ^ Esposito, John (1998). Islam: The Straight Path (3. udgave). Oxford University Press. s. 9, 12. ISBN 978-0-19-511234-4.
3. ^ Peters, F.E. (2003). Islam: A Guide for Jews and Christians. Princeton University Press. s. 9. ISBN 0-691-11553-2.
4. ^ Provencal, s. 151f.