Islandsk litteratur i middelalderen

Islandsk litteratur i middelalderen (undertiden kaldet oldnordisk eller oldislandsk litteratur) er den norrøne litteratur, der blev nedskrevet i Island før Reformationen. Den bestod af både prosa og poesi, og inddeles traditionelt i tre forskellige genrer: Eddadigtene, Skjaldedigtene og Sagaerne. Eddadigtene har deres ophav i en kollektiv tradition og har enten mytologisk eller legendarisk indhold.^[1] Skjaldedigtene har en enkelt forfatter, hvoraf vi i flere tilfælde kender navnet. Stilen er langt mere kunstfærdig og formalistisk med plads til mere innovation end eddagenrens. Skjaldedigtet hører i reglen hjemme i en bestemt historisk situation, og er ofte knyttet til en bestemt modtager.^[2] Sagalitteraturen er som regel realistiske historiefortællinger, selvom de ofte indeholder eventyrlige elementer og har to hovedgenre: kongesagaer og islændingasagaer.^[3]

Spørgsmålet om, at den islandske litteratur fra middelalderen er udtryk for en speciel nordisk kultur, hænger nært sammen med fremvæksten af islandsk og norsk nationalisme i 19. århundrede. Efter 2. Verdenskrig skete der et skifte, da den islandsk/norske litteratur i højere grad blev sammenlignet med de generelle vesteuropæiske litterære strømninger. På baggrund af socio-antropologiske studier har der i de senere år dog været en tendens til, at lægge vægt på særhederne i forhold til de øvrige litterære traditioner.^[4] Selvom den islandske litteratur form er speciel og ingen umiddelbare paralleller har i den øvrige europæiske middelalder, mener Sverre Bagge ikke det i sig selv gør den til noget unikt, da al europæisk litteratur i denne periode havde lokale særtræk.^[5] Med sin meget ornamentale form regnes skjaldedigtningen sammen med islændingesagaerne alligevel som enestående i verdenslitteraturen.^[3] Hovedtemaet for den islandske litteratur var fortiden, herunder både den nære og den legendarisk/mytologiske. Preben Meulengracht Sørensen mener, at det må hænge sammen den generelle interesse for oldtiden, der fandtes i lærde kredse i Europa i højmiddelalderen.^[6]

Den litterære blomstringstid i Island sluttede omkring 1400, og skyldtes primært, at man i den periode gik bort fra at benytte det norrøne sprog som kancellisprog ved de norske kongers hof.^[3]

1. ^ MEULENGRACHT SØRENSEN (2006) s. 56
2. ^ MEULENGRACHT SØRENSEN (2006) s. 55
3. ^ ^{a b c} Den danske tunge, af Kristján Árnason (Webside ikke længere tilgængelig)
4. ^ Bagge (1997) s. 418
5. ^ Bagge (1997) s. 419
6. ^ MEULENGRACHT SØRENSEN (2006) s. 62