Johann Friedrich Struensee

Struensee omdirigerer hertil. For andre medlemmer af slægten, se Struensee

Johann Friedrich Struensee
Lensgreve Johann Friedrich Struensee
Personlig information
Født	5. august 1737(1737-08-05) Halle, Hertugdømmet Magdeburg, i Kongeriget Preussen
Død	28. april 1772 (34 år) Øster Fælled, København
Dødsårsag	Halshugning
Gravsted	Muligvis under Sankt Petri Kirken
Bopæl	Halle (Saale)
Far	Adam Struensee
Mor	Marie Dorothea Struensee, født Carl
Partner	Caroline Mathilde af Storbritannien
Børn	Louise Augusta (Struensee anses som sandsynlig biologisk fader)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Latina (Schule), Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg
Beskæftigelse	Læge, politiker
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Mathildeordenen
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Johann Friedrich Struensee (født 5. august 1737 i Halle i Kongeriget Preussen, død 28. april 1772 i København) var en preussisk læge og politiker. I 1758 blev han stadslæge i Altona, hvor han ti år senere mødte kong Christian 7. Struensee fulgte den enevældige konge som læge på hans udlandsrejse 1767-68. Christian 7. var så tilfreds med Struensees indsats, at han fulgte kongen tilbage til København, hvor han kort efter hjemkomsten blev udnævnt til kongens livlæge. Struensee udviklede efterhånden et fortroligt forhold til dronning Caroline Mathilde – et forhold der førte til, at han fra 1770 blev dronningens elsker.

Da dronning Caroline Mathilde i 1771 fødte datteren Louise Augusta, var den folkelige forargelse stor. Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn la petite Struensee, selv om Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev blandt andre mor til prinsesse Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med kong Christian 8. endte som dronning af Danmark.

Gennem sin indflydelse på kongen og sit forhold til dronningen skaffede Struensee sig med tiden en ganske anseelig politisk magt. I løbet af et års tid fik han afskediget de gamle konseilsministre, erstattede konseillet med et kabinetsstyre og udnævnte sig selv til greve og gehejmekabinetsminister med magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. De skulle blot senere forelægges til godkendelse hos kongen. På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer: offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes etc.. En lang række af disse kabinetsordrer var ændringer og reformer, der var præget af oplysningstidens tanker: pressefrihed, afskaffelse af tortur inden for retsvæsenet, bedre forhold for fæstebønder, afskaffelse af mange privilegier osv.

Tiden var tilsyneladende endnu ikke moden til så omfattende forandringer, så Struensees reformiver og hans intime forhold til dronningen skaffede ham hurtigt mange fjender i især adelige og militære kredse. Ved et paladskup på Christiansborg Slot den 17. januar 1772, natten efter et maskebal i hofteatret, blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret. I spidsen for kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.s anden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik. De havde fået en skrækslagen Christian 7. til at underskrive arrestordren. Struensee og Brandt blev sat i fængsel i Kastellet og dronning Caroline Mathilde på Kronborg Slot. Der blev nedsat en ekstraordinær domstol over dem. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april 1772 for at overvære dommens eksekvering. Ved Struensee og Brandts henrettelse huggede bødlen først højre deres hånd af, og holdt kort tid efter de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage. Man ville også gerne have henrettet Caroline Mathilde, men da hendes broder, den engelske konge Georg 3., raslede med sablen, blev hun i stedet afhentet af en engelsk fregat og deporteret til slottet i Celle i kurfyrstendømmet Hannover uden sine børn. Hun så hverken tronarvingen Frederik eller Louise Augusta siden. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775 kun 23 år gammel og blev bisat i St. Marienkirche i Celle. Kongen kommenterede nyheden om dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.