Josefus

Josefus Tidlige Romerrige
Personlig information
Født	יוסף בן מתתיהו 37 Jerusalem, Kongeriget Juda/Hasmonæerne/Romersk Palæstina/Byzantinske Rige/Tidlig islamisk periode i Palæstina/Kongeriget Jerusalem/Ayyubide-dynastiet/Kongeriget Jerusalem/Ayyubide-dynastiet/Mamluk Sultanate/Osmanniske Rige/Besat fjendeterritoriumsadministration/Mandatområdet i Palæstina/Israel/Jordan/Staten Palæstina
Død	100 Rom, Italien
Far	Matthias
Søskende	Matthias
Børn	Flavius Hyrcanus, Flavius Justus, Flavius Simonides Agrippa
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Historiker, forfatter
Arbejdssted	Rom
Kendte værker	Antiquitates Iudaicae, Vita Iosephi, Contra Apionem, De Bello Iudaico
Bevægelse	Farisæere
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Josefus (hebræisk Yosef ben Matitjahu, latinsk Flavius Iosephus) (37 eller 38 - 100 e.Kr.) var en jødisk historiker fra antikken.

Josefus refererede til sig selv som Jōsēpos Matthiou pais i sine værker på græsk: Josefus (Josef) søn af Matthias. Han deltog i den første jødisk-romerske krig 66-73 e.Kr. og var kommandant i Galilæa over de jødiske tropper, men blev taget til fange af romerne under den senere kejser Vespasian i 67 under forsvaret af byen Yodfat. Josefus kom til kejserhoffet og blev frigivet, efter at Vespasian var blevet kejser i 69. Han antog Flaviernes navn som sit eget efter sædvane for frigivne, og han var nu Vespasians klient.

Josefus er bedst kendt for at have skrevet to af de vigtigste kilder til den jødiske historie og kultur omkring vores tidsregnings begyndelse. Den ene, Den jødiske krig, er en delvis øjenvidneskildring af krigen, der bl.a. førte til Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Den anden er Jødisk forhistorie, som er en uvurderlig kilde til jødedommen og de religiøse strømninger i Judæa i hans samtid; han er fx den ældste ikke kristne kilde, som nævner Johannes Døberen, Jesus og flere af apostlene.