Kartel

Et kartel er en gruppe af virksomheder, hvis mål er at begrænse konkurrence og udbud for at kunne hæve priserne på virksomhedernes produkter og skabe en større indtjening. Karteldannelse er i dag forbudt ifølge konkurrencelovgivningen i de fleste lande, men da der kan være store økonomiske fordele ved at danne et kartel, er der mange eksempler på karteldannelse. Ifølge international forskning fører karteller i gennemsnit til, at priserne stiger med ca. 20 %. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i Danmark mener, at karteller typisk fører til overpriser på mellem 10 og 50 %.[1] Karteller kan være ustabile, da der kan være kraftige incitamenter for de enkelte medlemmer til at snyde og sælge mere end de af kartellet fastsatte kvoter - et klassisk dilemma indenfor mikroøkonomisk spilteori.

Karteller eksisterer i mange brancher og tager forskellige former. Karteller kan dele markedet geografisk imellem sig, lave aftaler for en minimumspris, lave kvoteaftaler eller koordinere tilbudsgivning.[2]

  1. ^ Hubert Buch-Hansen: Karteller. Afsløringen af aftalt spil i dansk erhvervsliv. Gyldendal Business, 2016. S. 239.
  2. ^ Hubert Buch-Hansen: Karteller. Afsløringen af aftalt spil i dansk erhvervsliv. Gyldendal Business, 2016. S. 10.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search