Kaution

Kaution er en sikkerhedsform, der er karakteristisk ved, at en person, fysisk eller juridisk, går ind og garanterer en anden persons betaling overfor kreditor;[1] kautionisten indestår altså for, at debitors forpligtelse overfor kreditor opfyldes, således at hvis debitor ikke selv betaler kreditor, så gør kautionisten.[2]

Kaution er ikke en aftale i sædvanlig forstand, idet den kun kræver et løfte fra kautionisten, ikke en accept fra kreditor. I dansk ret findes ikke en kautionslov;[3] så det er aftalelovens bestemmelser, der i hovedsagen regulerer området. Følgelig bindes kautionisten af sit løfte fra kundskabsøjeblikket hos kreditor.

Det egentlige skyldforhold er mellem kreditor (ofte en bank) og hovedmanden, mens kautionisten kun har lovet at træde til og inddække hovedmandens forpligtelse, hvis denne ikke selv betaler.

Man kan opdele de forskellige kautionsformer i to kategorier:

  1. Den ene gruppe består af de kautionsformer, der vedrører hæftelsens genstand (altså det, der kautioneres for). Til denne gruppe hører: Fuldstændig kaution, alskyldskaution, begrænset kaution, delkaution, brøkdelskaution, efterkaution og kontrakaution.[4]
  2. Den anden gruppe består af de kautioner, hvis form er afgørende for ydelsestidspunktets indtræden (dvs. det tidspunkt, hvor kreditor med rette kan kræve fyldestgørelse af kautionisten). Til denne gruppe hører: Anfordringskaution, selvskyldnerkaution, simpel kaution og tabskaution.[5]

Kautionsaftalen (kautionsløftet) nærmere indhold fortolkes efter almindelige regler, herunder også ugyldighedsreglerne, altså hvis der foreligger en ugyldighedsgrund mellem hovedmanden og kautionisten.

Hvis kautionisten fuldt ud indfrier hovedmandens forpligtelse overfor kreditor, indtræder kautionisten i kreditors ret. Kautionisten har dermed regresret mod hovedmanden. Hvis kautionisten ikke hæfter eller indfrier hele hovedfordringen, gælder andre regler i tilfælde af hovedmandens konkurs.

Kautionisten kan sikre sig ved aftale om kontrakaution, og kreditor kan sikre sig yderligere ved efterkaution og/eller samkaution.[6]

  1. ^ "kaution". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
  2. ^ siderne 439-462 i Bjarne Tinten (red.) (2020): Erhvervsjura – for de finansielle uddannelser. (5. udgave). Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-412-7811-7
  3. ^ side 441 i Bjarne Tinten (red.) (2020): Erhvervsjura – for de finansielle uddannelser. (5. udgave). Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-412-7811-7
  4. ^ side 130 - 150 i Nina Dietz Legind (2003): Privat kaution for banklån. Gads Forlag. ISBN 87-13-04867-8
  5. ^ siderne 26 - 29 i H. Krag Jespersen (1965): Kaution. Juristforbudents Forlag
  6. ^ siderne 33-60 i Hans Viggo Godsk Pedersen: Kaution. 12. udgave. 2022. Djøf Forlag. ISBN 978-87-574-5374-4

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search