Kinesiske borgerkrig

Med Den kinesiske borgerkrig menes den borgerkrig som rasede i Kina i flere tiår i første halvdel af 1900-tallet. I Kina omtales den som den nationalistisk-kommunistiske borgerkrig (kinesisk: 国共内战; pinyin: Guógòng Nèizhàn; bogstaveligt "Nationalist-Kommunist-borgerkrigen"). Borgerkrigen var oprindelig en konflikt mellem Kuomintang, det kinesiske nationalparti og forskellige regionale militærledere, siden overvejende mellem Kuomintang og det kinesiske kommunistparti. Krigen begyndte i 1926, da Koumintang, ledet af den nyudnævnte generalissimo Chiang Kai-shek satte en stopper for venstreorienteret og kommunistisk infiltration af nationalpartiet ved at fratage kommunisterne deres medlemskab. Konflikten sluttede i 1949 med et uofficielt ophør af fjendtlighederne, da kommunisterne havde kontrol over hovedlandet Kina, og nationalisterne havde kontrol over øerne Taiwan, Penghu og flere fuji'anske øer.

Krigen begyndte efter Felttoget i Nordkina 1926-1928, da højrefløjen i KMT, ledet af general Chiang Kai-shek, udrensede både kommunister og KMT's venstrefløj fra alliancen mellem KMT og kommunistpartiet. Krigen repræsenterede en ideologisk splittelse mellem de vestligt støttede KMT-nationalister og de sovjetstøttede kommunister.

Borgerkrigen fortsatte, til den 2. kinesisk-japanske krig afbrød den. Så fulgte en periode med modstand mod japanerne. Det japanske angreb var et forsøg på at udnytte den indre uro i Kina. De allierede bragte japanerne til kapitulation i august 1945, og det markerede afslutningen på 2. verdenskrig. Den kinesiske borgerkrig blussede op igen for fuld kraft i 1946. Kamphandlingerne sluttede efter 23 år i 1950 efter en uofficielt våbenhvile, i hvert fald medangik større kamphandlinger. Kommunisterne kontrollerede Fastlands-Kina (og Hainan), mens nationalisterne fastholdt kontrollen over Taiwan, Pescadoresøerne og en række øer ud for kysten af Fujian. I dag er der ikke undertegnet en fredsaftale, selv om de to parter har visse økonomiske forbindelser med hinanden.