Kirkeordinansen 1537/39

Kirkeordinansen 1537/39, eller med den danske titel fra 1539 Den rette Ordinants, er den danske reformationskirkes "grundlov" og forelå 1537 i en latinsk udgave, 1539 i en dansk og udkom i 1542 . Den nyordnede Danmarks og Norges kirke- og skoleforhold efter reformationen og der gik en meget grundig udarbejdelse forud ved flere kirkekommissoner og gennemsyn af reformatorerne i Wittenberg. Kirkeordinansen bygger i høj grad på tyske forbilleder, dog tilrettelagt efter danske forhold. 1542 fik den et vigtigt tillæg i de såkaldte Ribeartikler^[1], der især angik præstevalget, men bevarede i øvrigt sin almene gyldighed til indførelsen af Danske Lov i 1683 og kirkeritualet i 1685, hvori dog mange af dens bestemmelser er optaget.^[2]

Efter valget af Christian 3. 1534 og sejren i den efterfølgende borgerkrig, Grevens Fejde, hvor Johan Rantzaus hær havde nedkæmpet Skipper Clements bondehær i Nordjylland, var det nødvendigt med en ny kirkeordning, og da man i Danmark ikke mente at råde over den tilstrækkelige ekspertise, sendte man bud om hjælp i Wittenberg – hovedsædet i Tyskland for den lutherske reformation. Derfra sendtes Johannes Bugenhagen, der var eksperten i kirkeordninger. Han havde allerede med held udarbejdet sådanne for Braunschweig, Hamburg, Lübeck og Pommern. Sammen med domkapitler og prædikanter ledede han udarbejdelsen af grundlaget for den nye ordning i dobbeltriget Danmark-Norge.^[3] Inden den blev vedtaget af det danske rigsråd, havde den været til godkendelse hos Martin Luther.

1. ^ Se afsnittet "Kirkelovgivningen fra reformationen til enevælden" i Ribeartikler (doc-fil) eller kopi på google (htm-fil) i Kirken, kongen og enevælden – en undersøgelse af det danske bispeembede 1660-1746 ved Karsten Hermansen – Som bog: Kirken, kongen og enevælden, 2005. Udgivet af Syddansk Universitetsforlag. ISBN 87-7838-935-6
2. ^ Kilde: Bjørn Kornerup i Håndbog for lokalhistorikere, s 307
3. ^ Se videre omtale på LutherDansk.dk