Kriegsmarine

Kriegsmarine
Kriegsmarinens officielle flag mellem 1935 og 1945
Aktiv	1935–1945
Land	Nazi-Tyskland
Type	Marine
Slag og krige	Spanske borgerkrig 2. verdenskrig
Opløst	1945
Ledere
Kendte ledere	Erich Raeder Karl Dönitz Hans-Georg von Friedeburg

Kriegsmarine var Nazi-Tysklands flåde fra 1935 til 1945. Kriegsmarine var kun en skygge af den kejserlige flåde under 1. verdenskrig^[1]. Grundet Versaillestraktaten måtte forgængeren Reichsmarine kun have seks skibe på højst 10.000 tons. For at omgå Versaillestraktaten byggede Tyskland såkaldte lommeslagskibe der på papiret var under 10.000 tons, men man havde snydt lidt med vægten. Først fra 1935 begyndte oprustningen af Kriegsmarine med slagskibe og de ligeså forbudte ubåde. Kriegsmarines konkurrent Royal Navy var talmæssig overlegen, men til gengæld var de tyske fartøjer af nyere og bedre design^[2]. Hitlers hovedmodstandere var Frankrig og Sovjetunionen, så den tyske oprustning nedprioriterede Kriegsmarine; dog byggede man fire topmoderne slagskibe af prestigegrunde. Dette var et eklatant ressourcemisbrug: af Bismarcks stål kunne man fremstille 1.426 kampvogne, de 2.065 søfolk om bord kunne bemande 44 ubåde, sekundærbestykningen kunne beskytte en større tysk provinsby mod RAF's natbombefly, og dets brændstofforbrug kunne dække et af Luftwaffes Geschwaders^[3]. Den langsigtede Plan Z kundgjorde, at når Sovjetunionen var besejret i 1942, skulle landets ressourcer anvendes til at udbygge Kriegsmarine med bl.a. fire hangarskibe og ti slagskibe mod USA i 1947.

1. ^ I Søslaget ved Jylland indsatte Tyskland 22 slagskibe. Alle større tyske krigsskibe blev afleveret til sejrherrerne som krigsskadeserstatning i 1919.
2. ^ Washingtontraktaten fra 1922 bremsede nybygninger, således at forholdet mellem Royal Navy, US Navy og den kejserlige japanske flåde var 5:5:3. Royal Navy havde derfor mange kuldrevne, nittede krigsskibe fra Første Verdenskrig. For at spare vægt svejsede tyskerne deres lommeslagskibe sammen.
3. ^ Sammenligningen halter lidt, idet Bismarck brugte heavy fuel oil og flyene brugte højoktan-benzin. Disse to brændstoffer er længst fra hinanden i raffinaderiernes destillationstårne, men de tyske kemikere kunne cracke råolien (nedklippe langkædede kulbrinter til kortkædede