Kynisme

Kynisme (fra græsk Kυνισμός, beslægtet med kyon = hund) er en filosofi, der med Sokrates som udgangspunkt hævder at menneskets lykke ikke beror på noget ydre, men på en indre frihed baseret på et liv i dyd. Kynikerne mente med Sokrates, at lever man i dyd, er man lykkelig. De flyttede dermed de gamle grækeres politiske ideal over i folks personlige moral. [1] Betegnelsen stammer fra en græsk filosofisk skole, der blev grundlagt af Antisthenes fra Athen. Men især gjort kendt igennem aforismerne om Diogenes i tønden. Tanker og udtryk fra kynikernes forkyndelse lever videre i vore dages kristne prædiken; og deres livsstil, med fattigdom og nøjsomhed som idealet, har sat sig præg på munkevæsnet, især tiggermunke som franciskanerne. De regnes som forløbere for stoicismen. [2]

Antikkens kynikere stavedes tidligere Cyniker på både dansk og tysk. På tysk adskiller man i dag forskellen på antik og moderne kynisme i stavemåden zynismus om sidstnævnte. Forskellen er på dansk fremhævet med Neologismen "kynicisme" hos filosofihistorikeren Ulrik Huusom, der konsekvent anvender den om moderne kynikere i Værensfilosofiske kilder.[3]

  1. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden (s. 132), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9
  2. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden (s. 135)
  3. ^ Ulrik Huusom: Værensfilosofiske kilder. Diogenes, Stirner, Nietzsche, Heidegger, Sloterdijk. Forlaget Liebhaverbøger, 2016/2021.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search