Langhus

Langhus er en hustype, der var almindelig på Nord-Europas gårde indtil vikingtiden slutning. Husene havde en rektangulært grundplan, ofte med afrundede hjørner, og med en længde mere end det dobbelte af bredden. Jordfaste stolper udgjorde den bærende konstruktion, og væggene bestod af lerklinet fletværk eller træ. Taget var tækket med siv, halm eller (senere) tørv og bark. ^[1]

Begrebet langhus bruges desuden på dansk om en kirkes hovedbygning, hvis den er langstrakt.

1. ^ langhus – Store norske leksikon