Lev Vygotskij

Lev Vygotskij
Personlig information
Født	לײב װיגאָד, Marcos Luzardo (luzardito) 5. november 1896 Orsja, Hviderusland
Død	11. juni 1934 (37 år) Moskva, Rusland
Dødsårsag	Tuberkulose
Gravsted	Novodevitjekirkegården
Nationalitet	Sovjetisk
Ægtefælle	Rosa Nojevna Vygodskaja
Familie	David Vygotskij (fætter), Jelena Kravtsova (barnedatter)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Moskvas statsuniversitet, Moskva bys folkelige universitet
Beskæftigelse	Pædagog, fagbogsforfatter, universitetsunderviser, psykolog, antropolog, filosof
Forsknings­område	Pædagogik Udviklingspsykologi
Arbejdsgiver	Moskvas Statslige Institut for Eksperimentel Psykologi, Akademiet for kommunistisk uddannelse, Moskvas Stats Universitet, Eksperimentelle defektologi institut
Elever	Natalja Aleksandrovna Mentjinskaja, Aleksandr Saporosjets, Aleksandr Lurija, Aleksej Leontjev, Lidija Bosjovitj
Kendt for	Zonen for nærmeste udvikling
Hovedværk	Tænkning og Sprog (1934)
Påvirket af	Benedictus de Spinoza
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Lev Semojnovitj Vygotskij (russisk: Лев Семёнович Выготский, tr. Lev Semjonovitj Vygotskij, den engelske transliteration: Lev Semyonovich Vygotsky ses også anvendt i Danmark; født 5. november 1896 i Orsja, Det Russiske Kejserrige, død 11. juni 1934 i Moskva, Sovjetunionen) var en sovjetisk psykolog som også i dag har stor betydning for udviklingspsykologi og pædagogik.

Vygotskij var en af de første psykologer som lagde vægt på mennesket som kulturvæsen. Han er særlig kendt for begrebet "Zonen for nærmeste udvikling", som i vore dage har fået en fornyet interesse under navnet stilladsering (en: "scaffolding", Jerome Bruner). Det er en balancegang mellem det barnet selv lærer og det barnet lærer med assistance fra mennesker i omverdenen.

Vygotskij var optaget af at højere mentale funktioner skabes på baggrund af kulturens samspil med de naturlige funktioner vi er født med.

Lev Vygotskij kan kategoriseres som en socialkonstruktivist, men nogle vil mene at hans forsøg på at skabe psykologi på historisk dialektisk materialisme er mere end begrebet socialkonstruktivisme rummer. En del socialkonstruktivister mener at vi erkender verden subjektivt, mens realisme i filosofisk forstand betyder, at vi erkender verden som den er. Vygotskijs tankegang er tættere på realismen end på subjektivismen som findes i socialkonstruktivismen. I det slægtskab, der trods alt findes mellem Vygotskij og socialkonstruktivister, er der en enighed om følgende: Mennesket har ikke en givet essens, et særligt medfødt indre. Tværtimod udvikler mennesket sig, og sit indre, i forhold til den kultur det lever og udvikler sig i.

Han var optaget af at læringen sker i et socialt samspil, en interaktion mellem individet og kulturen hhv. naturen. Eller med andre ord: ontogenese, sociogenese og fylogenese.

Han var sammen med Aleksej Leontjev og Aleksandr Lurija grundlægger af den kulturhistoriske skole, en marxistisk inspireret form for historisk dialektisk materialisme. Denne skole har igen fået betydning navnlig i USA, hvor Vygotskijs tanker oplever øget tilslutning blandt akademisk psykologer såsom udviklingspsykologen Michael Cole, æresdoktor ved Københavns universitet og den finske professor, Yrjo Engeström, der er æresdoktor ved Coles universitet i San Diego. Man kan sige at den kulturhistoriske skole er blevet revitaliseret i en knap så bastant marxistisk udgave, det omtales lidt spøgefuldt som "Marx-light". Meningen er at man stadig tænker dialektisk og kulturhistorisk men har forladt en firkantet sovjettro retorik og tankegang.