Libyens historie som italiensk koloni

Libyens historie som italiensk koloni omfatter områdets historie i tiden mellem 1911 og 1947.

Da Italien begyndte at søge efter egnede kolonier i Afrika, lå Det Osmanniske Riges provinser i Nordafrika lige for, og Italien betragtede provinserne i det nuværende Libyen som sit interesseområde. Fra 1911 invaderede Italien området og kunne relativt enkelt fordrive de osmanniske styrker. At erobre området blev dog sværere, og Italien blev trukket ind i en langvarig kolonikrig mod de libyske stammer. Den islamiska Sanusiya-orden stod bag en særlig stærk modstand og Sanusiya-ordens leder Idris blev efterhånden en samlende modstandsfigur. Mussolinis fascistiske regering planlagde at gøre Libyen til en italiensk provins, "Italiens fjerde kyst" og opmuntrede italiensk indvandring til området. Da Italien sluttede sig til aksemagterne i 2. verdenskrig, gav de libyske nationalister deres støtte til de allierede. Nordafrika blev en vigtig krigsskueplads, og da de allierede besejrede aksemagterne i ørkenkrigen, overtog allierede styrker administrationen af Libyen. Efter 2. verdenskrig mistede Italien sine kolonier, og spørgsmålet om Libyens fremtid blev til sidst afgjort af FN, som besluttede, at et selvstændigt Libyen skulle oprettes.