Lofotenfiskeriets historie

68°00′N 14°24′Ø / 68.000°N 14.400°Ø / 68.000; 14.400 Lofotenfiskeriets historie begynder omkring år 1000. Fiskeriet i Lofoten er et kommercielt sæsonfiskeri, som op til moderne tid har spillet en vigtig rolle for norsk økonomi, og har været Norges største eksporterhverv. Først blev fisken videreforædlet som tørfisk. Senere, i begyndelsen af 1700-tallet, blev tørring og saltning til klipfisk mere almindelig.

Lofotenfiskeriet foregår i vintermånederne fra januar til april. På denne årstid er vejret meget skiftende, og fiskerne har derfor altid været udsatte for forlis og ulykker. Efter 2. verdenskrig blev filetfabrikker med eksportprodukter som fersk fisk og frossen fisk oprettet, men også i nyere tid forædles store mængder af fangsten til tørfisk og klipfisk.

Man kender ikke til nøjagtig til hvornår og hvordan eksporten af tørfisk fra Lofoten til England og resten af Nordeuropa startede. Man regner med, at denne eksport var kommet godt i gang i 1000-tallet. En vigtig årsag til, at der på denne tid opstod et marked for tørfisk menes at være opblomstringen af flere store byer med en befolkning med specialiserede næringsveje, som ikke selv drev jordbrug. Med indførelsen af kristendommen kom også strenge krav til faste. Kød kunne ikke spises i fasten, men fisk var tilladt. Historikere mener, at tørfisk var et kostbart produkt, som kun de mest velhavende havde råd til. I bytte mod tørfisk blev der importeret korn og andre produkter, som var vanskelige at fremskaffe i tilstrækkeligt store kvanta i Norge. Endvidere blev mange varer, som ikke fandtes i landet, også indført. Kornimporten blev vigtig for muligheden for udbredelse af norsk bosættelse i ydre kyststrøg i 1500-tallet. Helt frem til denne tid var almuen i Nordnorge fiskerbønder, men fra nu af blev en del af befolkningen helårsfiskere, som var bofaste i fiskevær. De, som organiserede udenrigshandelen med tørfisk, var den nordtyske handelsorganisation Hansaforbundet med kontor i Bergen.

I løbet af 1600-tallet var der en stærk nedgang i lofotenfiskeriet. Blandt andet virkede klimaændringer, hungersnød og krig i Europa og endog verdensomspændende økonomiske nedgangstider ind. Det er muligt, at klimaændringer både påvirkede hvor fisken valgte at gyde, og at fiskerne blev forhindrede i at komme ud på havet på grund af uvejr. I løbet af 1700-tallet kom der nye opgangstider. Da blev det også indført nye fiskeredskaber som fiskeline og fiskegarn. Dette var mere effektive redskaber end håndsnøre (juksa). Stadige forbedringer i løbet af 1800-tallet forbedrede fangsterne, men også flere fiskere deltog. Dermed blev reguleringer og kontroller fra myndighedernes side nødvendige for at undgå konflikter. Til trods for forsøg på at indføre mere industrielle fiskemetoder og større både har lofotenfiskeriet hele tiden stort set været drevet med mindre både. Det vil fra 1900-tallet og op til nyere tid sige sjarker og skøjter med beskedne mandskaber.