Logik

Logik (fra græsk logos (λόγος) = ord, sprog, fornuft) er tankemæssig sammenhæng eller tankemæssig følgerigtighed. Hvis der er en tankemæssig sammenhæng mellem to udsagn, som en person fremkommer med, så er der tale om logik i det, vedkommende siger. Vedkommende taler logisk. Hvis der omvendt ikke er en tankemæssig sammenhæng mellem de to udsagn, så taler vedkommende ulogisk.

Logik bruges om sammenhæng mellem udsagn, ikke om enkelte udsagn. Et udsagn som "Mennesket er født godt" er hverken logisk eller ulogisk. (Det er måske sandt eller usandt.) Der er først tale om logik (eller manglende logik), når der optræder mindst to udsagn. Der er en logisk sammenhæng mellem de to udsagn "Mennesket er født godt" og "Menneskets godhed skyldes medfødte træk". Der er derimod ikke en logisk sammenhæng mellem de to udsagn "Mennesket er født godt" og "Menneskets ondskab skyldes medfødte træk". I det sidste tilfælde er der tale om en logisk selvmodsigelse.

Logik er endvidere betegnelsen for den filosofiske disciplin, der undersøger logik. Disciplinen undersøger blandt andet reglerne for, hvordan man slutter korrekt fra nogle udsagn (præmisser) til andre udsagn (konklusioner). Disciplinen bruges blandt andet i datalogi.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search