Londonkonferencen i 1864 var en møderække mellem repræsentanter for de krigsførende lande i den anden slesvigske krig, Danmark, Preussen og Østrig, samt for det tyske forbund, Frankrig, Rusland og Sverige-Norge, dvs. de lande som havde underskrevet Londontraktaten i 1852. Konferencen var indkaldt af den engelske regering under premierminister Lord Palmerston, men med udenrigsminister John Russell som forhandlingsleder. Dens formål var at opnå en fredsaftale mellem de stridende parter i 2. slesvigske krig. Konferencen startede officielt den 20. april og blev afbrudt uden resultat den 25. juni. Samme dag blev krigshandlingerne genoptaget og natten til den 29. juni erobrede den Preussisk-Østrigske hær Als, hvilket endeligt afgjorde krigen militært. Den politiske konsekvens blev draget ved en fredskonference i Wien afsluttet den 30. oktober 1864, hvor måtte Danmark afstå Holsten, Lauenburg og Slesvig.
© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search