Love Me Tender (sang)

"Love Me Tender" udkom også som lakplade (78'er).

"Love Me Tender" er en komposition af Vera Matson og Elvis Presley fra 1956. Den er titelmelodi til filmen Love Me Tender og indsunget af Elvis Presley den 24. august 1956. Sangen er krediteret Vera Matson og Elvis Presley, men er i realiteten skrevet af Ken Darby, som var gift med Vera Matson[1]. Den er baseret på "Aura Lee", en amerikansk sang fra 1861. "Aura Lee" anvendes i øvrigt som basis for "Violet (Flower Of NYU)", som er en af sangene i Presleys næstsidste spillefilm The Trouble With Girls.

Elvis indsang "Love Me Tender" i Fox Stage 1 i Hollywood. Den blev udsendt som A-side på en singleplade, og Elvis optrådte med sangen i et Ed Sullivan Show[2] den 9. september 1956 kort tid før pladen kom på gaden og omtrent en måned før premieren på Elvis Presleys første film, Love Me Tender. Allerede den følgende dag havde Presleys pladeselskab, RCA, modtaget over 1 million forudbestillinger, hvilket gav en 'Guldplade' allerede før pladen var udkommet. Filmen havde indtil da haft titlen The Reno Brothers, men sangens kolossale popularitet gjorde, at filmen omdøbtes til Love Me Tender.

  1. ^ Vera Matsons Discografi
  2. ^ Omtale (på engelsk) af Elvis' optræden i Ed Sullivan Show den 9. september 1956

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search