Luftkrigen under Operation Overlord

Hawker Typhoon bliver bevæbnet med RP3-raketter, maj 1944
En Focke Wulf Fw 190 der sammen med Bf 109G-6 var det tyske luftvåbens standardjagerfly i 1944
P-51 Mustang-fly med sort-hvide "invasionsstriber" - for lettere at kunne adskille dem fra tyske fly
Et Handley Page Halifax Mark III tungt bombefly fra RAF som også blev anvendt til at slæbe svævefly med

Luftkrigen under Operation Overlord hører sammen med Slaget om England, den strategiske bombeoffensiv mod Tyskland og hangarskibskrigen i Stillehavet til de vigtigste luftslag under 2. verdenskrig. Den foregik mellem juni og august 1944 under de Allieredes landgang i Nordfrankrig.

Den allierede landgang blev mulig da de Allierede erobrede luftherredømmet. Inden D-dag, den 6. juni 1944, forberedte de allierede flystyrker invasionen ved at bombardere de tyske forsyningslinjer, artilleribatterier og tropper samt ved at forsyne den Franske modstandsbevægelse med våben og udrustning fra luften.

D-dag sikrede de allierede jagerfly luftrummet over landgangskysterne og bombeeskadriller angreb tyske stillinger i baglandet. Til beskyttelse af den allierede armada af krigs- og forsyningsskibe afsøgte allierede fly havet efter tyske ubåde. Da tyskerne havde ventet en landgang ved Pas-de-Calais og fortsat ventede en landgang der længe efter invasionen i Normandiet (se: Den tyske situation i Normandiet i 1944), kunne de kun imødegå den allierede landgang med få jagerfly. Størstedelen af de tyske jagere var umiddelbart før invasionen blev flyttet ind i det indre af Frankrig.

Efter D-dag understøttede de Allierede deres offensiv på jorden med koncentrerede bombardementer. Allierede jagerbombere overfløj Normandiet på jagt efter tyske troppeenheder, og beskød dem for at forhindre dem i at nå frem til fronten. Det tyske Luftwaffe kunne kun i begrænset omfang imødegå de allierede fly og kunne stort set intet stille op imod fremrykningen på jorden. Den tyske hær håbede på at de med indsættelse af "Wunderwaffen", som f.eks. raketfly og jetjagere (som dog ikke nåede at komme til indsats) men først og fremmest med erfarne panserdivisioner kunne modstå invasionen. Desuden angreb tyskerne engelske byer med de såkaldte gengældelsesvåben V1-missiler og V2-raketter.

De allierede flystyrker kunne opfylde alle de opgaver de havde fået, om end det i nogle tilfælde skete med forsinkelse på grund af dårligt vejr. Flystyrkerne havde hidtil uset størrelse og tabene på 17.000 piloter og besætningsmedlemmer på under tre måneder var de største tab i luftkrigens historie. Det tyske luftvåben var ikke i stand til at modstå den allierede overmagt i luften. Forsøget på at stoppe den allierede fremrykning ved en stor modoffensiv under en periode med dårligt flyvevejr i vinteren 1944 slog ligeledes fejl under Ardenneroffensiven.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search