MLB Most Valuable Player

Most Valuable Player (MVP) er en titel, som i amerikansk baseball gives til den spiller i hver af de to ligaer i Major League Baseball (MLB), der har været mest værdifuld for sit hold. Prisen uddeles efter sæsonens afslutning og gives normalt til hitters, men i sjældne tilfælde er pitchers også blevet hædret med titlen.

MVP-prisen bestemmes af baseballjournalisternes forbund (Baseball Writers Association of America). Hver afstemningsdeltager vælger 15 spillere i prioriteret rækkefølge, så nr. 1 tildeles 15 point, nr. 2 tildeles 14 point, osv. Den spiller, der totalt set får flest point, udnævnes da som vinderen.

MVP-idéen startede i 1911, da bilfirmaet Chalmers Automobile Company satte en splinterny bil på højkant til de to ligaers mest værdifulde spiller. I 1922 overtog ligaerne det officielle hverv, hvorefter baseballjournalisternes forbund fik ansvaret i 1931.

Ved hver afstemning er der altid stor polemik om tolkningen af benævnelsen "MVP". Nogle mener, at prisen simpelthen skal gives til den objektivt (måske endda statistisk) set bedste spiller i ligaen, mens andre fokuserer på spillere, der på afgørende vis har hjulpet et hold frem til baseballslutspillet.

Der uddeles ligeledes en separat MVP-pris i World Series, ligesom mange ungdomsligaer og lavere professionelle rækker uddeler lignende priser.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search