MTV

For alternative betydninger, se MTV (flertydig). (Se også artikler, som begynder med MTV)
MTV logo

MTV (fork. for Music Television) er en tv-station, hvis sendeflade primært tidligere var fokuseret på musik, såsom visning af musikvideoer. I USA havde MTV sin første udsendelse den 1. august 1981 i New York City.

I dag sender MTV primært realityserier, genreændringen er ændret i takt med seermålgruppens ændrede præferencer. Musik sendes i dag på MTVs søsterkanaler

MTV blev etableret som et joint-venture mellem virksomhederne Warner Communications og American Express, som siden 1977 havde samarbejdet om interaktivt kabel-tv, blandt andet med musikkanalen Sight On Sound, som var en forløber for MTV. I 1985 blev MTV købt af medievirksomheden Viacom, der stadig ejer den.

Den første musikvideo, MTV viste, var Buggles' Video Killed the Radio Star. En lignende selvreference sås, da den første video på europæisk MTV var Dire Straits' Money for Nothing, som begynder med gentagelsen af ordene "I want my MTV". Kanalens ungdommelige profil med fokus på musikvideoer i pop- og rockgenrerne og populære studieværter (kendt som VJ's for video jockey) blev hurtigt populær, og efterhånden som kabel-tv spredtes i USA, blev kanalen tilgængelig i hele USA. MTV kom til at spille en betydningsfuld rolle for udviklingen af musikvideoen som udtryksform, efterhånden som pladeselskaber og kunstnere begyndte at se kanalen som et vigtigt markedsføringsredskab.

I begyndelsen blev MTV kritiseret for at være racistisk, fordi den næsten udelukkende viste hvide kunstneres musikvideoer. MTV's ledelse hævdede, at årsagen var, at der var få eller ingen farvede kunstnere, som havde indspillet musikvideoer. Dog havde Diana Ross og The Jacksons indspillet musikvideoer, før MTV blev oprettet. Kort tid efter begyndte stationen at vise Michael Jacksons musikvideoer fra albummet Thriller, og siden blev der udviklet adskillige programmer med fokus på musik af sorte kunstnere.

Med tiden er MTV blevet udvidet på flere fronter. Der er introduceret lokale MTV-kanaler i mange lande og regioner, fordelt på alle verdensdele. MTV's programstof er udvidet fra det rene fokus på musikvideoer til et bredt udbud af underholdning med populære programmer som Beavis og Butthead, The Real World og The Osbournes. Og mange steder er der udviklet søsterkanaler med fokus på særlige musikgenrer og programtyper, for eksempel VH-1, MTV2 og MTV Dance.

I løbet af 2007 blev der desuden lanceret en kanal i Mellemøsten, MTV Arabiya. Dens indhold er tilpasset det mellemøstlige samfund.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search