Mary Rose

Mary Rose
Mary Rose under konservering i Portsmouth
Karriere
LandStorbritannien Rediger på Wikidata
NavnMary Rose
TypeKarak
Historie
VærftPortsmouth
Bestilt1509
Køl lagtKøllægning 1510
Søsatjuli 1511
SkæbneKæntrede under slaget ved Solent 19. juli 1545. Bjergedes i oktober 1982, nu under konservering for at blive museumsskib.
Tekniske data
TonnageCirka 500 ton (700–800 efter 1536)
BreddeCirka 12 m
Kraftkilde9 eller 10 sejl, 4 master
BestykningVarierede under skibets tjeneste (se bestykning)

Mary Rose var et orlogsfartøj af typen karak, som indgik i den engelske flåde under Henrik 8. i første halvdel af 1500-tallet. Efter 33 års indsats mod franske, bretonske og skotske styrker deltog skibet i et slag den 19. juli 1545. I spidsen for et angreb mod franske galejer sank Mary Rose i Solentsundet mellem Isle of Wight og det engelske fastland, inden for synsvidde af Southsea Castle uden for Portsmouth, hvor Henrik 8. befandt sig. Mary Rose genopdagedes i 1971 og bjergedes i oktober 1982 ved et af de mest bekostelige og komplicerede marinarkæologiske projekter nogensinde. En stor del af skibet er nedbrudt af erosion og biologiske angreb, men resterne har uvurderlig historisk værdi som en tidskapsel i første del af 1500-tallet.

Inden for det marinarkæologiske område er udgravningen og bjergningen af Mary Rose blevet en milepæl, som kun har sit modstykke i bjergningen af det svenske 1600-talsskib Vasa 1957–1961. De bjergede fund omfatter blandt andet våben, skibsudrustning og et stort antal genstande, som besætningen anvendte, både mens den var om bord og på orlov. Mange af genstandene er unika og har givet forskere uvurderlig indsigt i alt fra søkrigsførelse til musikhistorie. Skibet konserveres i Portsmouth sammen med en stor samling velbevarede genstande. En betydelig del af dem udstilles i det nærliggende Mary Rose Museum.

Mary Rose var under fire årtiers sporadiske krige et af de største orlogsfartøjer i den engelske flåde. Og det et af de tidligste eksempler på et specialbygget krigsskib, som aldrig er anvendt som handelsskib. Det var bevæbnet med tunge kanoner, som var skjult bag kanonporte, hvilket var en relativt ny opfindelse. Teoretisk var det endda et af de første fartøjer, som kunne affyre bredsider, selv om den linjetaktik, som udnyttede denne mulighed i kamp, endnu ikke var opfundet. Der findes flere forklaringer på, at skibet sank. De er baseret på historiske kilder, historisk viden om 1500-tallets skibsbyggeri og på praktiske eksperimenter. Den præcise årsag til forliset er dog stadig usikker på grund af mangel på fysiske beviser.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search