Monroedoktrinen

Monroedoktrinen er en amerikansk politisk doktrin som gik ud på at Nord- og Sydamerika skulle være fri for ydre (primært europæisk) politisk indblanding. Doktrinen lagde således op til at Nord- og Sydamerika lå i USA's interessesfære.

Doktrinen er opkaldt efter den amerikanske præsident James Monroe, som fremlagde den i en tale den 2. december 1823 til Kongressen, idet han erklærede, at europæiske stater ikke længere skulle tillades at kolonisere eller intervenere og blande sig i de nye selvstændige amerikanske nationers (både i Nord- og Sydamerikas) affærer. USA skulle søge at holde sig neutral i krige mellem europæiske stater og deres kolonier, men i tilfælde af at krige af sådan type skulle udvikle sig på de amerikanske kontinenter, ville De Forenede Stater anse sådanne handlinger som fjendtlige. Doktrinen blev forfattet under ledelse af udenrigsminister John Quincy Adams.

Præsident James Monroe slog doktrinen fast som officiel amerikansk politik under sin syvende årlige State of the Union Address ("Tale om unionens tilstand") til Kongressen, og den regnes som en skelsættende markering i amerikansk historie i forhold til omverdenen og i USAs udenrigspolitik. Doktrinen blev indført som beskyttelse af flere lande i Syd- og Mellemamerika, som på denne tid netop var blevet eller var ved at skaffe sig deres selvstændighed og dermed var i en sårbar fase.

I et tillæg ved Theodore Roosevelt 1904, Rooseveltkorollariet (The Roosevelt Corollary), fastsloges, at USA har ret til at indgribe som "international politistyrke" (international police power), hvis stater i Karibien og Centralamerika optræder "uciviliseret". Denne ret påberåbtes siden flere gange som begrundelse for USAs indblanding i Latinamerika under Den Kolde Krig.