Murder, Inc.

En plakat fra FBI med eftersøgning af Jacob Shapiro og Louis Buchalter.

Murder Inc. var pressens navn for en amerikansk gangsterorganisation, der eksisterede i 1930'erne og 1940'erne. Organisationen fungerede som "den udøvende gren" af den amerikanske mafia.[1] Organisationen var baseret i Brooklyn i New York men opererede over hele USA og likvidrede mellem 400 og 1.000 personer under sin eksistens.[2] Organisationens navn "Murder, Inc." (dansk: Mord A/S) blev givet af pressen og blev aldrig anvendt af organisationens medlemmer. Majoriteten af medlemmerne var rekrutteret blandt New Yorks jødisk-amerikanske og italiensk-amerikanske befolkning. Murder, Inc. var i en stor del af sin levetid ledet af gangsteren Louis "Lepke" Buchalter og senere af Albert "The Mad Hatter" Anastasia.

Organisationen blev optrevlet af politiet i begyndelsen af 1940'erne, da det tidligere medlem af organisationen, Abe "Kid Twist" Reles afgav belastende vidneudsagn om organisationen og dens medlemmer. I de efterfølgende straffesager mod organisationens medlemmer blev mange dømt og henrettet. Abe Reles døde selv under mystiske omstændigheder efter at være faldet ud af et vindue. Chefanklager under de mange straffesager var den senere guvernør i New York Thomas E. Dewey, der gennem de spektakulære retssager mod medlemmerne af Murder Inc. gjorde Dewey kendt blandt New Yorks befolkning.[3]

  1. ^ Carl Sifakis, The Mafia Encyclopedia. Checkmark Books, 2005. Side 13
  2. ^ Wendy Ruderman, The Ice Pick Seems Antiquated, but It Still Shows Up on the Police Blotter, The New York Times, August 31, 2012
  3. ^ Stolberg, Mary M. (1995). Fighting Organized Crime: Politics, Justice and the Legacy of Thomas E. Dewey. Boston: Northeastern University Press. s. 55–64. ISBN 1-55553-245-4.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search