Peter Lundin

Peter Lundin
Født	15. februar 1972 (52 år) Roskilde Sygehus
Nationalitet	USA Dansk-tysk-amerikansk
Forældre	Ole Bostrøm Lundin Anna Schaftner Lundin
Ægtefælle	Tina Lundin (gift i 1996) Mariann Poulsen (gift i 2008) Betinna Skounborg (gift i 2011)
Børn	2 sønner
Kriminalitet
Antal ofre	4
Forbrydelse	Drab
Periode	1991-2000
Land	USA, Danmark
Arresteret	5. juli 2000
Straf	Fængsel på livstid
Status	Afsoner livstidsdom
Fængslet i	Herstedvester Fængsel

Peter Kenneth Bostrøm Lundin (født 15. februar 1972 i Roskilde), som senere skiftede navn til Bjarne Skounborg og senest Thomas Kristian Olesen^[1], er en dansk-tysk-amerikansk morder, der ved et nævningeting i Østre Landsret den 15. marts 2001 blev idømt fængsel på livstid for tredobbelt drab.^[2] Natten mellem den 16. og 17. juni 2000 dræbte og parterede han sin samlever Marianne Pedersen og hendes to sønner, Dennis og Brian, på henholdsvis 10 og 12 år i deres hus på Nørregårdsvej 26 i Rødovre.^[3][4]

Den 10. oktober 2000 erkendte han sig skyldig i at have forvoldt Marianne Pedersen og hendes to sønners død, men hævdede, at det var et uheld. Forsvarer, advokat Bjørn Lund Hansen, argumenterede i retten også for, at det var et uheld, og da Lundin var kendt skyldig, bad han om en tidsbestemt straf på 16 års fængsel. Statsadvokat Erik Merlung, der repræsenterede sagen som anklager, havde hele tiden ment, at Lundin skulle dømmes for drab, og han krævede livsvarigt fængsel. På trods af Retslægerådets anbefaling krævede – og fik – anklageren livsvarigt fængsel, selvom landets højeste juridiske/lægelige eksperter havde anbefalet forvaring.^[5]

Lundin blev i 1993 idømt 20 års fængsel ved en amerikansk domstol for drabet på sin mor, tyskfødte Anna Schaftner. Dommen blev i 1995 nedsat til 15 års fængsel.^[6] På grund af pladsmangel i fængslerne i den amerikanske stat North Carolina, blev Peter Lundin i 1999 løsladt og udvist til Danmark.^[7]

Lundin er under sin afsoning blevet gift tre gange.^[8] I 2000 fik han en søn sammen med sin daværende kone, Tina. I 2014 fik han yderligere en søn sammen med sin daværende kone Betinna Brøns.^[9] Lundin afsoner sin livstidsdom i Herstedvester Fængsel i Albertslund. Han har flere gange forsøgt at søge om prøveløsladelse, men har fået afslag hver gang.^[10] Han har været fængslet siden den 5. juli 2000.^[11][12]

I 2009 udkom hans selvbiografi "En morders bekendelser" på Forlaget Turbulenz.^[13] Sagen er en af Danmarks mest gruopvækkende og mest omtalte drabssager i nyere tid.^[14] Sjældent har en drabssag i Danmark været omgærdet af så stort presseomtale som Lundin-sagen.^[15] I 2012 blev Lundins mordvåben udstillet på Politimuseet i København.^[16]

1. ^ Jesper Vestergaard Larsen (3. september 2020). "Lundin har en Facebook-profil og udgiver en podcast". B.T.
2. ^ Ingen tvivl: Livstid til Lundin, Jyllands-Posten, 16. marts 2001
3. ^ Niels Tradsfeldt (4. november 2008). "Lundin: Morderen der vidste at ligene sladrer". TV 2.
4. ^ Jan Søgaard (26. oktober 2000). "Puttede ligene i kummefryseren". BT.
5. ^ Peter Lundin fik livstid, DR, hentet 30-03-2014
6. ^ Jan Søgaard (26. maj 2001). "Hvor var Lundin under rejserne i USA". B.T.
7. ^ Lundin: Morderen der vidste at ligene sladrer Arkiveret 21. januar 2023 hos Wayback Machine, TV 2, 6. september 2007.
8. ^ Peter Thorup (27. maj 2011). "Peter Lundin er blevet gift igen". TV 2.
9. ^ Mette Faurholt-Sehested (8. oktober 2014). "Barnemorderen Peter Lundin har fået en søn". B.T.
10. ^ Klara Hauberg Hansen (14. april 2022). "Får nej igen og igen: Derfor kommer Peter Lundin ikke ud". Se og Hør.
11. ^ Mikkel Thrane (17. marts 2001). "Kun Lundin kender sandheden". Berlingske.
12. ^ Kronologi over Rødovre-sagen, DR, hentet 21. januar 2023.
13. ^ Karen-Helene Hjorth (17. september 2009). "Lundin: Jeg er parat til løsladelse". TV 2.
14. ^ Kristian Hansen (22. september 2009). "Naboerne er trætte af Lundin". BT.
15. ^ Frederik Strand (19. februar 2021). "Politihistorie: Det ondes ansigt – Peter Lundin-sagen". dansk-politi.dk.
16. ^ Daniel Almazán Fonseca (24. maj 2012). "Lundins mordvåben vises frem". TV 2.