Phillipskurven

Phillipskurven, der blev fundet empirisk af A.W. Phillips i 1958, viser i sin oprindelige form en sammenhæng mellem lønstigningstakten og ledighedsprocenten således, at falder ledigheden, så stiger inflationen. Phillipskurven er interessant, fordi den viser en sammenhæng mellem to af de vigtigste makroøkonomiske variable: inflation og ledighed.

Empirisk set har denne sammenhæng været meget ustabil. Ældre keynesiansk teori brugte Phillipskurven i sin oprindelige form som teoretisk grundlag, men efter stagflationsperioden i 1970'erne er det svært at fastholde, at Phillipskurven i sin oprindelige udgave giver mening. Nogle nykeynesianere og monetarister antager normalt, at Phillipskurven er lodret på lang sigt, hvor niveauet markerer den strukturelle ledighed eller NAIRU (Non Accelerating Inflation Rate of Unemployment). Dog argumenterer de for, at kurven kan flyttes indad samtidig med, at inflationen holdes stabil. Dette sker ved at føre ekspansiv finanspolitik kombineret med at gennemføre strukturpolitiske tiltag, der påvirker strukturledighedens niveau.

Den oprindelige Phillipskurve er blevet kritiseret for ikke at inddrage inflationsforventninger. Hvis disse inddrages, vil Phillipskurven forskydes således, at samme ledighedsprocent kan hænge sammen med forskellige inflationsprocenter. Herved gives, at Phillipskurven på lang sigt er lodret. Fortrængningsmekanismer forårsager også, at Phillips-kurven på lang sigt er lodret. Det er i dag almindeligt at tale om den forventningsudvidede Phillipskurve, der som navnet siger, inddrager inflationsforventninger som en selvstændig forklarende variabel for den faktiske inflation, og desuden tager højde for, at udbudsstød også kan påvirke sammenhængen mellem inflation og ledighed.^[1]

1. ^ Mankiw, N. G. og M. P. Taylor (2008): Macroeconomics, European Edition, kapitel 13. Worth Publishers, New York