Puniske krige

Puniske krige
	; Territorium kontrolleret af den Romerske Republik (lysegrøn) og Karthago (fersken-orange) på forskellige tidspunkter under de puniske krige.
Dato	264 – 146 f.Kr.
Sted	Vestlige Middelhavsregion
Resultat	Romersk sejr Ødelæggelsen af Karthago;
Territoriale; ændringer	Rom erobrede Korsika, Sardinien, Sicilien, Østlige Iberien og Kap Bon.
Parter
Romerske Republik;	Karthago

De puniske krige^{[note 1]} var en række krige der fandt sted mellem 264 f.Kr. til 146 f.Kr., og som blev udkæmpet mellem de to daværende regionale stormagter i den vestlige del af Middelhavet: den Romerske Republik og det Karthagiske Rige. Der fandt tre direkte krige sted – både til lands og til vands – mellem de to stormagter, som forgik på tværs af hele det vestlige Middelhavsområde og omfattede samlet set 43 års krigsførelse. De puniske krige anses også for at omfatte det fire år lange oprør mod Karthago, der udbrød i forlængelse af den Første Puniske Krig i 241 f.Kr. Alle krigene resulterede i enorme materielle og menneskelige tab på begge sider.

Den Første Puniske Krig udbrød på Middelhavsøen Sicilien i 264 f.Kr., da Roms ekspansion begyndte at trænge ind på Karthagos indflydelsessfære på øen. Ved krigens begyndelse var Karthago den dominerende magt i det vestlige Middelhav med et omfattende maritimt imperium, mens Rom var en hurtigt voksende magt i Italien med en stærk hær – men ingen flåde. Kampene fandt primært sted på Sicilien og dets omkringliggende farvande samt i Nordafrika, Korsika og Sardinien. Krigen varede i 23 år (indtil 241 f.Kr.) da karthaginerne blev besejret. I henhold til Lutatius-traktaten (fra 241 f.Kr., men ændret i 237 f.Kr.) skulle Karthago betale store reparationer, ligesom Sicilien blev annekteret som en romersk provins. Krigens afslutning udløste et stort, men i sidste ende mislykket, internt oprør i det Karthagiske Rige. Dette oprør blev kendt som Lejesoldatskrigen.

Den Anden Puniske Krig begyndte i 218 f.Kr., hvor den karthaginske general Hannibal bl.a. krydsede Alperne og invaderede det italienske fastland. Denne ekspedition havde indledningsvis betydelig succes, hvor karthaginerne kæmpede i Italien i 14 år, inden de overlevende i sidste ende trak sig tilbage. Der var også omfattende kampe i Iberien (det moderne Spanien og Portugal), Sicilien, Sardinien og Nordafrika. Den vellykkede romerske invasion af det karthaginske hjemland i Nordafrika i 204 f.Kr. afstedkom, at Hannibal blev tilbagekaldt. Han blev dog besejret i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr. af den romerske general Scipio Africanus, hvorefter Karthago søgte om fred. En traktat blev aftalt i 201 f.Kr., som fratog Karthago dets oversøiske territorier og nogle af dets afrikanske, pålagde Karthago store reparationer, lagde begrænsninger på dets væbnede styrker og forbød Karthago at føre krig uden Roms tilladelse. Dette fik Karthago til at ophøre med at være en militær trussel.

I 151 f.Kr. forsøgte Karthago at forsvare sig mod numidiske angreb, og Rom brugte dette som en undskyldning for at erklære krig i 149 f.Kr. Dette startede den Tredje Puniske Krig. Denne konflikt blev udkæmpet på Karthagos territorier i det, der i dag er Tunesien, og krigen var centreret omkring belejringen af hovedstaden Karthago. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, slagtede eller gjorde det meste af befolkningen til slaver og ødelagde byen fuldstændigt. De karthaginske territorier blev overtaget,^{[note 2]} hvorfra den romerske provins Afrika blev dannet. Ruinerne af byen ligger øst for det moderne Tunis på den nordafrikanske kyst.

^ Sidwell & Jones 1997, s. 16.

Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "note", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="note"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler

[FOOTNOTESidwellJones199716-1] Sidwell & Jones 1997, s. 16.

[note 1]

[note 2]