Romantikken

For alternative betydninger, se Romantik. (Se også artikler, som begynder med Romantik)
Caspar David Friedrich: Der Wanderer über dem Nebelmeer ("Vandreren over tågehavet"). Cirka 1818.

Romantikken var en kulturstrømning i Europa i perioden ca. 1800-1870. Den varede indtil realismen og naturalismen. Den forudgående periode var oplysningstiden (ca. 1700-1800). Romantikken fandtes især inden for litteratur, malerkunst, musik og filosofi.

Strømningen opstod som en reaktion mod oplysningstiden og dens dyrkelse af fornuften. Romantikerne tog afstand fra hverdagslivets snusfornuftige og perspektivløse virkelighed. De fremhævede i stedet følelsen og intuitionen ("anelsen") som erkendelsesmidler. De var endvidere modstandere af klassicismens regler. Formerne, der havde været bundne, løstes op, og naturlighed blev et ideal.

I den romantiske litteratur var naturen besjælet og forskønnet. Naturen blev dyrket som et sted for ånd og skønhed. I det hele taget så romantikerne alt som udtryk for ånd. Romantikken var således præget af idealisme. Den havde rødder hos Platon og Plotin og vandt tilhængere blandt mystikere og følelsesmennesker. Studier af sjælen og metafysiske spekulationer kombineredes med et nyt syn på kunstneren som et geni, der i kraft af sin inspiration kan "ane" naturens hemmeligheder.

Perioden var kendetegnet ved en interesse for fortiden og historien. Den var endvidere kendetegnet ved en interesse for nationen og folkekulturen. Under romantikken blomstrede nationalfølelse, orientalisme og eksotisme.

Som kulturstrømning stod romantikken stærkest i Tyskland, Frankrig og Storbritannien.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search