Rumvandring

Astronauterne Gregory Harbaugh og Mario Runco på rumvandring (STS-54)

Rumvandring er den populære betegnelse for begrebet Extra-vehicular activity eller EVA. EVA er arbejde som udføres af en astronaut udenfor Jorden og udenfor et rumskib. Det drejer sig som oftest om EVA udenfor et fartøj som er i kredsløb om Jorden (rumvanding), men kan også betegne EVA på Månens overflade (månevandring). Ved de senere månelandingsmissioner fortog kommandomodulets pilot en EVA for at hente filmhylstre på tilbagerejsen.

En EVA kan udføres enten fastbundet med en line, eller frit. Når astronauten er forbundet til rumfartøjet, kan ilt tilføres via en slange, og det er ikke nødvendigt med fremdrivningsmidler for at komme tilbage til rumfartøjet. Når linen udfører livsbevarende funktioner så som at tilføre ilt, kaldes den en navlestreng. Når EVA udføres uden fastbinding under rumflyvning, er muligheden for at komme tilbage til fartøjet afgørende. Til dette formål kan bl.a. anvendes en såkaldt Manned Maneuvering Unit som er en rygsæk-lignende anordning indeholdende drivmidler, der kan udstødes gennem et antal dyser. Dette gør astronauten i stand til at bevæge sig frit i rummet.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search