Sanskrit

Sanskrit संस्कृतम् saṃskṛtam
:
Talt i:	Indien
Talere i alt:	Forsøg på genoplivning. 14.000 selvrapporterede talere (folketælling 2001)[1]
Sprogstamme:	Indoeuropæisk  Indoiranske   Indoariske    Sanskrit संस्कृतम् saṃskṛtam
Skriftsystem:	Intet standariseret skriftsystem. Nu skrevet i Devanagari og mange andre skriftsystemer.
Officiel status
Officielt sprog i:	Indien
Reguleret af:
Sprogkoder
ISO 639-1:	sa
ISO 639-2:	san
ISO 639-3:	san

Sanskrit (संस्कृतम्, saṃskṛtam, oprindeligt संस्कृता वाक् saṃskṛtā, dansk: ~ korrekt sprog) er Indiens klassiske kultursprog og liturgisk sprog for hinduer, mange buddhister og sikher. Hinduismens klassiske helligskrifter (Vedaerne, Upanishaderne, Bhagavadgita, m.fl) er skrevet på sanskrit. Det er et af de 22 officielle sprog i Indien.

Sanskrit har i Indien og Sydøstasien samme rolle, som latin havde i Vesteuropa op til det 20. århundrede. I begge tilfælde kan man for så vidt tale om "døde sprog", i og med at ingen naturligt taler pågældende sprog som deres modersmål — i stedet er der tale om sprog, som en gruppe af befolkningen lærer sig senere i livet. Det må dog understreges, at sanskrit – modsat latin – er i levende brug den dag i dag, og der findes visse brahminer, der hævder at have sanskrit som deres modersmål. Det skønnes desuden, at ca. to millioner mennesker taler det som andetsprog, og der skrives stadig litteratur på sanskrit. Ved universitetet i Pune foregår al undervisning på sanskrit, og statlige fjernsynskanaler sender nyheder på sanskrit.^[2]

Da både dansk og sanskrit tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, kan man godt finde en del ligheder. "Viden" hedder på sanskrit veda, "bærer" hedder bharati, "æder" heder atti, "navn" hedder naman, "søn" er "sunu", "moder" er "matr" og "datter" er "duhitr".^[3]

1. ^ "Comparative speaker's strength of scheduled languages − 1971, 1981, 1991 and 2001". Census of India, 2001. Office of the Registrar and Census Commissioner, India. Hentet 31. december 2009.
2. ^ Ola Wikander: I døde språks selskap (s. 111), forlaget Pax, Oslo 2009, ISBN 978-82-530-3205-4
3. ^ Ola Wikander: I døde språks selskap (s. 119)