Slaget ved Mount Austen, Galloping Horse og Sea Horse

Slaget ved Mount Austen, Galloping Horse og Sea Horse
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Såret amerikansk soldat hjælpes væk fra fronten i bakkerne ved Matinikaufloden den 15. januar 1943
Dato 15. december 1942 - 23. januar 1943 Sted Guadalcanal på Salomonøerne Resultat Sejr til de Vestallierede
Parter
Vestallierede styrker med:  USA Britiske Salomonøer  Fiji  New Zealand[1]	Kejserriget Japan
Ledere
Alexander Patch	Harukichi Hyakutake
Styrke
50.078[2]	20.000[3]
Tab
250 døde[4]	2.700–3.300 døde[5]

Slaget ved Mount Austen, Galloping Horse og Sea Horse blev udkæmpet mellem 15. december 1942 og 23. januar 1943 og var primært en kamp mellem styrker fra USA og Japan i bakkerne ved Matanikaufloden på Guadalcanal under slaget om Guadalcanal. De amerikanske styrker var under overordnet kommando af Alexander Patch og de japanske styrker var underlagt Harukichi Hyakutake.

Under slaget angreb amerikanske hær- og marinesoldater med bistand fra indfødte, de japanske hærstyrker, som forsvarede velbefæstede og nedgravede stillinger på adskillige bakker og højdedrag. De højeste bakker blev kaldt Mount Austen, Galloping Horse og Sea Horse af amerikanerne. Amerikanerne forsøgte at nedkæmpe de japanske styrker på Guadalcanal, og japanerne forsøgte at holde deres forsvarsstilinger indtil der kunne indtræffe forstærkninger.

Begge sider havde enorme vanskeligheder med at kæmpe i den tætte jungle og det tropiske klima, som fandtes i dette kampområde. Mange amerikanske tropper var i kamp for første gang. Japanerne var som oftest afskåret fra at få nye forsyninger og led stærkt af fejlernæring og mangel på medicin. Efter nogle vanskeligheder lykkedes det amerikanerne at erobre Mount Austen og ved samme lejlighed nedkæmpe en stærkt befæstet stilling, som blev kaldt Gifu foruden Galloping Horse og the Sea Horse. I mellemtiden besluttede japanerne i hemmelighed at opgive Guadalcanal og trække sig tilbage til øens vestkyst. Herfra blev de fleste overlevende japanske tropper med held evakueret i den første uge af februar 1943.

1. ^ Jersey, p. 356–358. Amerikanerne blev i dette slag bistået af et mindre antal kommandosoldater fra Fiji anført af officerer og underofficerer fra den newzealandske ekspeditionsstyrke.
2. ^ Miller, p. 220. Dette antal omfatter alle amerikanske soldater på Guadalcanal, ikke det antal der direkte var involveret i slaget.
3. ^ Miller, p. 215, Frank, p. 497. Miller siger, at der var 25.000 japanske tropper på øen på dette tidspunkt, men går mere i detaljer om styrken og skriver, at "en japansk styrkeopgørelse dateret 20. november (1942) viste, at af de 29.117 soldater, som var blevet landsat siden 7. august, med fradrag af døde, evakuerede eller sårede og syge indlagt på hospitaler, var der kun 18.295 som stadig var i deres enheder. Af den sidste total udgjorde som kunne indsættes i kamp kun 12.775. De overlevende fra den oprindelige garnison (inkl. konstruktionsarbejdere) og de som var blevet landsat fra flåden siden 7. august forøgede det samlede antal med 2.376, men af disse var kun 500 klar til at kamp".
4. ^ Præcise amerikanske tab i kamp er ikke opgjort. Miller, p. 244, 249–252, 270, 276–278, Frank, p. 533–534, 555–558, 566–567, Anderson. Anderson skriver, at i alt 200 blev dræbt, men hvis man opsummerer de kendte tab i hver af kampene når man nærmere på 250.
5. ^ Et ukendt antal, men formentlig tusinder, døde på Guadalcanal i denne periode af sult og tropiske sygdomme, men dette er det omtrentlige antal, som blev dræbt i direkte kamp med amerikanerne under slaget. Miller, p. 244, 249–252, 270, 275–279, Frank, p. 533–534, 555–558, 562–563, 566–567.