Slaget ved Navarino

Slaget ved Navarino
Del af De russisk-tyrkiske krige og Den græske uafhængighedskrig
Søslaget ved Navarino, maleri af Ambroise Louis Garneray
Søslaget ved Navarino, maleri af Ambroise Louis Garneray
Dato 20. oktober 1827
Sted Navarinobugten nær byen Pylos på det sydvestlige Peloponnes
Resultat Russisk, britisk og fransk sejr
Parter
Rusland Det Russiske Kejserrige

Storbritannien
Frankrig

Det Osmanniske Rige
Ledere
Edward Codrington
Henri de Rigny
Lodewijk van Heiden
Ibrahim Pasha
Amir Tahir Pasha
Hussein Bey
Moharram Bey
Styrke
10 linjeskibe
10 fregater
2 skonnerter
4 slupper
1 kutter
3 linjeskibe
17 fregatter
30 korvetter
5 skonnerter
28 brigger
5-6 brandskibe
Tab
Rusland 181 dræbt
480 sårede
Mellem 3.000 og 6.000 dræbt[1] 60 skibe sænket eller ødelagt[1]

Slaget ved Navarino var et søslag, der blev udkæmpet den 20. oktober (8. oktober efter den julianske kalender) 1827 under den Den græske uafhængighedskrig (1821–32) i Navarinobugten ved byen Navarino (i dag Pylos) på vestkysten af halvøen Peloponnes i Det Joniske Hav. Allierede styrker fra Rusland, Storbritannien og Frankrig besejrede overbevisende osmanniske og egyptiske flådestyrker, der forsøgte at undertrykke grækernes oprør. En osmannisk armada, der bl.a. indeholdt eskadrer fra de osmanniske provinser (ejalet) Egypten og Tunis,[a] blev ødelagt af den allierede flåde. Det var det sidste større søslag i historien, der blev udkæmpet med sejlskibe; en stor del af skibene lå dog for anker under søslaget. De allierede opnåede sejr gennem overlegen ildkraft.

Slaget var ikke planlagt på forhånd. Den allierede flådes formål var at formå den osmanniske kommandant til at respektere en våbenhvile mellem osmannerne og grækerne. Den osmanniske kommandant afviste imidlertid at tage imod ordrer og beordrede den allierede flåde væk fra Navarinobugten. Den allierede flåde sejlede imidlertid ind i bugten, hvor den lagde sig for anker.[3] Herefter begyndte søslaget, der resulterede i ødelæggelsen af den osmanniske flåde. Ødelæggelsen af den osmanniske flåde var en væsentlig medvirkende årsag til, at Grækenland nogle år senere opnåede fuld selvstændighed fra Osmannerriget.

  1. ^ a b The History of the Greek People - ΙΒ 468
  2. ^ John de Courcy Ireland (1976), "The Corsairs of North Africa", The Mariner's Mirror, 62 (3): 271-283, doi:10.1080/00253359.1976.10658971, at p. 281.
  3. ^ Protocol of conference of Allied commanders 18 Oct 1827 gengivet i James (1837) VI. 489


Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-alpha", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-alpha"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search