Slaget ved Romani

Slaget ved Romani
Del af Sinai og Palæstina-felttoget under 1. Verdenskrig i Mellemøsten
Tropper fra 8. lette beredne regiment ved Romani
Tropper fra 8. lette beredne regiment ved Romani
Dato 3. - 5. august 1916
Sted Øst for Suez-kanalen og nord for Ismailia
Sinai-halvøen, Egypten
Resultat Sejr til Britiske Imperium
Parter
Storbritannien Britiske imperium Osmanniske Rige Osmanniske Rige
Tyskland Tyskland
Østrig-Ungarn Østrig-Ungarn
Ledere
Storbritannien Sir Archibald Murray
Storbritannien Herbert Lawrence
Australien Harry Chauvel
Tyskland Kress von Kressenstein
Involverede enheder
Beredne Anzac divisions 1. lette beredne brigade
2. lette beredne brigade
52. infanteridivision
3rd Division
Pasha I
Ottoman camels
Machine gun battalion
Styrke
14.000 16.000
Tab
1.130 9.200, inkl. 4.000 fangne

Slaget ved Romani var det sidste angreb som Centralmagterne gennemførte på landjorden mod Suez-kanalen i begyndelsen af Sinai og Palæstina-felttoget under 1. Verdenskrig. Slaget blev udkæmpet mellem den 3. og 5. august 1916 nær den egyptiske by Romani og det antikke PelusiumSinai-halvøen, 47 km øst for Suezkanalen. Denne sejr til den 52. infanteridivision og den beredne Anzac division fra den Egyptiske Ekspeditionsstyrke (EEF) over en kombineret osmannisk og tysk styrke, som var marcheret over Sinai, markerede afslutningen på felttoget for at forsvare Suez-kanalen, der var begyndt den 26. januar 1915. Denne sejr til det Britiske Imperium, den første mod det Osmanniske Rige i krigen, sikrede Suezkanalen mod angreb fra landjorden og afsluttede Centralmagternes ambitioner om at afbryde trafikken gennem kanalen ved at tage kontrollen over den strategisk vigtige nordlige adgang til Suez-kanalen. Den beredne Anzac divisions forfølgelse af osmannerne, som sluttede ved Bir el Abd den 12. august indledte Sinai og Palæstina-felttoget. Derefter var den beredne Anzac division med støtte fra kamelbrigaden i offensiven og trængte de tyske og osmanniske styrker langt tilbage over Sinaihalvøen og omgjorde på mest overbevisende måde det nederlag, som blev lidt ved Katia tre måneder tidligere.[1]

Fra sidst i april 1916, efter at en tysk-ledet osmannisk styrke angreb britiske beredne styrker i slaget ved Katia, blev de britiske styrker i området først fordoblet fra en til to brigader og voksede derefter så hurtigt udviklingen i infrastrukturen kunne forsyne dem. Bygningen af jernbanen og vandrøret gjorde det snart muligt for en infanteridivision at slutte sig til de beredne brigader ved Romani. I sommerheden blev der foretaget regelmæssige patruljer og rekognosceringer fra basen i Romani mens infanteriet bygget en omfattende række af defensive skanser. Den 19. juli blev der rapporteret om fremrykning af en stor tysk, østrigsk og osmannisk styrke over det nordlige Sinai. Fra 20. juli og indtil slaget begyndte skiftedes de australske lette beredne 1. og 2. brigade til at rykke ud og have sammenstød med den fremrykkende fjendtlige kolonne.

I løbet af natten mellem 3. og 4. august 1916 indledte fjendtlige styrke, som omfattede den tyske German Pasha I enhed og den osmanniske 3. infanteridivision et angreb fra Katia mod Romani. Fremskudte tropper blev hurtigt involveret i kampe med den skærm af kavaleri, som var dannet af 1. lette beredne brigade (Anzac beredne division). Under intense kampe før daggry den 4. august blev de australske ryttere tvunget til langsomt at trække sig tilbage. Om morgenen blev deres linje forstærket med 2. lette beredne brigade og midt på formiddagen sluttede 5. beredne brigade og den beredne newzealandske riffelbrigade sig til kampen. Tilsammen lykkedes det disse fire brigader fra den beredne Anzac division at inddæmme angriberne og styre dem ud i dybt sand. Her kom angriberne indenfor rækkevidde af den stærkt forskansede 52. infanteridivision, som forsvarede Romani og jernbanen. Koordineret modstand fra alle disse EEF enheder, dybt sand, hede og tørst virkede i sammenhæng og de tyske, østrigske og osmanniske fremstød blev stoppet. Selv om den angribende styrke kæmpede hårdt for at holde sine stillinger den følgende morgen var de om aftenen blev trængt tilbage til deres udgangspunkt ved Katia. Den retirerende styrke blev forfulgt af den beredne Anzac division fra 6. til 9. august, og i denne periode kom det til kampe mellem en stærk bagtrop af osmanniske og tyske styrker og de fremrykkende australske, newzealandske og britiske styrker. Forfølgelsen endte den 12. august da den tyske og osmanniske styrke opgav deres base ved Bir el Abd og trak sig tilbage til al-Arish.

  1. ^ Battles Nomenclature Committee 1922 p. 31

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search