Socialkonstruktionisme

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Socialkonstruktionisme er en retning inden for sociologien, som tager udgangspunkt i tesen om, at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene, er det, som konstruerer virkeligheden. Den er inspireret af den sproglige vending og Berger & Luckmanns studier, og derfor beslægtet med, men ikke det samme som socialkonstruktivisme.

Selvet er således en fortælling, der er skabt af de sociale relationer, selvet indgår i, mens viden om psykiske forhold skabes af det sprogspil, som en given gruppe benytter for at tale om noget.

Konsekvensen i praksis er, at en socialkonstruktionist hermed benytter sproget som værktøj til at skabe ændringer i virkeligheden.

Berger og Luckmanns Den samfundskabte virkelighed kan ses som en forløber, for den siden 1990 opståede socialkonstruktionisme, hvor især Kenneth Gergen, Rom Harré, og John Shotter er de fremtrædende forskere/praktikere.

Svagheden ved socialkonstruktionisme er dens relativisme, det vil sige, den tænker ikke i, "hvad der er", men kun i hvordan vi taler om det. Denne "svaghed" er dog samtidig styrken, i og med at socialkonstruktionisme har inspireret især organisationspsykologer til at iværksætte ændringer af sprogspil i forbindelse med ændring og udvikling af organisationer og virksomheder.^{[kilde mangler]}