Solmisation

Solmisation er den i Middelalderen benyttede metode til indøvning af de musikalske intervaller, der tilskreves Guido af Arezzo eller hans tid, og som til benævnelse af tonerne i de sekstonige heksakkorder, hvori tonesystemet var inddelt, anvendte stavelserne ut, re, mi, fa, sol, la (de såkaldte aretinske eller guidoniske stavelser), efter begyndelsesstavelserne i vers af en hymne til den hellige Johannes.

Melodien til disse vers begyndte for hver linje et tonetrin højere. Benævnelserne var altså ikke navnet på bestemte toner, men på de enkelte tonetrin inden for hver heksakkord. Oversteg en melodi nu de seks toner, og man således måtte gå over fra den ene heksakord til den anden, forandrede tonerne deres navn i overensstemmelse med deres beliggenhed i den ny heksakkord, hvorved overgangstonen fik dobbelt navn (fx la-mi) efter dens stilling i begge heksakorder.

Denne overgang kaldtes mutation og gav anledning til en stor række mere og mindre spidsfindige regler og bestemmelser, der voldte de syngende store vanskeligheder.

Senere tilføjedes som navn på den syvende tone benævnelsen si, der var dannet af begyndelsesbogstaverne i Sancte Iohannes. Andre tider forsøgte at anvende andre stavelser som benævnelse på tonerne, hvilket gav anledning til systemer som bocedisation, bobisation, bebisation, damenisation osv.

I det 17. århundrede gik solmisation efterhånden af brug, men de romanske folk bibeholdt de aretinske stavelser som navn på tonerne, idet Italien dog ombyttede ut med do.

• 
  do, re, mi, fa, sol, la, si på et klaviatur
• 
  Curwens håndtegn